Det let blålige lys, der udsendes fra visse Mercedes-Benz, BMW samt enkelte andre mærker hedder xenon, og det udsendes fra såkaldte gasudladningslamper. Lygterne, der kun bruges til nærlys, er ganske lovlige og e-godkendte. De var ulovlige indtil midten af 1990erne, hvor de blev godkendt af Færdselsstyrelsen. Det er nogle særdeles gode lygter, men meget skarpere end almindelige halogenlygter. For at undgå at blænde de modkørende, er lygterne forsynet med en niveauregulering. En lille elmotor justerer lynhurtigt lygterne, så disse konstant er tilpasset bilens øjeblikkelige hældning; også de hældninger der skyldes de almindelige gyngende bevægelser, som bilen udsættes for under acceleration mv.
Denne justering sker også, hvis bilen læsses, og lygten er derfor altid helt korrekt justeret. Ved passage over et vejbump og lignende vil modkørende dog ofte opleve, at de blændes, fordi lygterne i dette tilfælde ikke når at korrigere sig.
Lygten udsender ikke varme, hvilket i nogle tilfælde kan være en fordel og i andre tilfælde en ulempe. En ulempe er det om vinteren, hvor sne ikke bliver optøet af de varme lygteglas, men ligeså gerne lægger sig på forlygterne som på den øvrige bil.
Derfor er biler med Xenon-lys udstyret med lygtespulere med varm sprinklervæske, så lygteglassene konstant kan holdes rene. Det er også nødvendigt, fordi gasudladningslamper har større tilbøjelighed end andre lygter til at udsende "diffust strølys", når lygteglasset bliver beskidt.
I øvrigt adskiller gasudladningslamper sig også fra almindelige billygter ved, at de er nogle sekunder om at opnå fuld styrke, når de har været slukkede.
Er flere hestekræfter mere sikkert?
Flere miljøgrupper og motorjournalister var uenig med Mercedes, som i annoncer slog på, at A-klassen var mere sikker, fordi den havde fået flere hestekræfter, skriver Jørgen Bjerre, og spørger om jeg også mener, at det er mindre sikkert at køre i biler med mange hestekræfter.Svar:
Selvfølgelig er det ikke det. Set ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt er det en stor fordel, at man i enhver kritisk situation selv kan bestemme om man vil styre, bremse eller accelerere sig ud af problemet, eller eventuelt kombinere mulighederne med hinanden. Risikoen ved stor motorkraft er, at de mindre ansvarsfulde bilister, der konsekvent kører hurtigere end tilladt og hurtigere end deres evner tillader, får et farligt legetøj i hånden. Men den dygtige og ansvarsfulde bilist har glæde af en kraftig motor.
Spørg Kurt Mark om bilisme og trafik.
Skriv til Bag Rattet, Bilen i Berlingske, 1147 København K
Eller fax på 33 75 20 49
Også e-mail kan anvendes: kmtrafik@post11.tele.dk