Af Poul Høi

WASHINGTON

Præsident George W. Bush ringede til premierminister Ariel Sharon umiddelbart efter valgsejren, og de to politikere fik sig et nervøst grin. De mødte hinanden for to år siden – Bush var guvernør og på studiebesøg i Israel – og som Bush sagde i telefonen:

»Ingen ville have troet os, hvis vi dengang havde forudsagt, at vi en dag skulle blive præsident og premierminister.«

Men sådan ser verden altså ud i dag. Den ene leder Israel, den anden USA, og hvad betyder det så?

I visse arabiske hovedstæder har det ikke uden grund givet anledning til bekymring. Ikke blot bliver Sharon anset for at være yderligtgående anti-arabisk, men Bush har også i valgkampen ladet forstå, hvor hans sympati ligger. »Israel er vores makker,« sagde han bl.a. »Jeg vil give Israels sikkerhed topprioritet,« sagde han på et andet tidspunkt. Med andre ord: Araberne frygter, at der ikke vil være nogen i Washington til at holde Sharon i ørerne.

Troværdighedsproblem

Bush-administrationen er udmærket klar over, at den har et troværdighedsproblem over for den arabiske verden, og at det nu gælder om at holde tungen lige i munden. Den officielle politik i Washington i øjeblikket er hands-off – administrationen ønsker ikke som Clinton at optræde som den store mægler og forsoner – men under radaren har bl.a. udenrigsminister Colin Powell og sikkerhedsrådgiver Condaleezza Rice søgt at berolige araberne.

I weekenden var de begge på amerikansk TV og bad den arabiske verden dømme Sharon på hans handlinger og ikke på hans fortid, og i mandags ringede præsident Bush selv til den egyptiske præsident, Hosni Mubarak. Beskeden var ifølge New York Times, at USA ville have hyppige konsultationer med egypterne i de kommende år.Det amerikanske udenrigsministerium vil i denne uge gentage den samme besked over for andre arabiske allierede.

Skrækscenariet

Skrækscenariet i Det Hvide Hus er, at valget af Sharon lynhurtigt vil udvikle sig til en konfrontation mellem Israel på den ene side og yderligtgående arabiske kræfter på den anden, og at amerikanerne vil være tvunget til at tage stilling – og i givet fald tage stilling til fordel for Israel. Hvis det sker, vil præsident Bush ikke få fred i Mellemøsten, men en fortsat og eskalerende konflikt, og uret vil blive stillet tilbage til præsident Reagans mellemøstpolitik, der som bekendt i 1983 kulminerede med massakren på 243 amerikanske soldater i Libanon.

Og derudover er der også olien. »Hvis Sharon slår hårdt ned på palæstinenserne, vil Bush-administrationen komme i knibe – de vil ikke møde nogen imødekommenhed i oliespørgsmålet,« som den tidligere amerikanske konsul i Jerusalem, Edvard Abington, advarede i går.

Derfor er kodeordet i Washington i disse dage »ro«. Sharon er blevet bedt om at udvise tilbageholdenhed, og det samme vil de arabiske nationer blive. For deres egen skyld – og ikke mindst for USAs