Det har der gjort siden industrialismens barndom, og inden da hed karteller laugsvæsen og kongelige privilegier.

Næ, det nye er, at karteller bliver afsløret, og at virksomheder kan straffes for at deltage i dem.

Sådan var situationen indtil denne uges begivenheder omkring det ulovlige kartelsamarbejde mellem SAS og Maersk Air. Nu er der føjet endnu en dimension til historien om den stigende kriminalisering af de markeds- og forbrugerskadelige aftaler.

For med det markante mandefald i toppen af de to luftfartsselskaber har kartelsager uigenkaldeligt fået en ny karakter herhjemme. Der vil være et før og et efter SAS-Maersk sagen. Nu er det blevet farligt, ja, ødelæggende for enkeltpersoner at blive afsløret som ansvarlige for markedsdelinger, prisaftaler eller andre konkurrenceskadelige alliancer.

Indtil nu har det med meget få undtagelser været uden personlige omkostninger for de involverede, når der blev afsløret et kartel.

Dermed har luftfartskartellets oprulning tjent et større formål end bare at pålægge de to virksomheder en bøde for at have fordelt nogle ruter imellem sig. Erhvervsfolk kan simpelthen ikke længere satse på, at det er gratis for karrieren og anseelsen at deltage i ulovlighederne.

Det er glædeligt. Dermed har affæren fremmet den nødvendige udvikling, der i forvejen er i gang i store dele af erhvervslivet hen imod større ansvarlighed. Og vel at mærke ansvarlighed på det niveau, hvor det koster noget i virksomheden – mere end en i sammenhængen overskuelig bøde.

Der er skabt en moralsk præcedens, og det skyldes først og fremmest, at det ikke er to tilfældige småfirmaer, der i de seneste dage har måttet rydde op på ledelsesgangen. A.P. Møller, der ejer Maersk Air, og SAS er begge blandt Nordens absolut største og mest respekterede virksomheder.

Præcedens forstærkes af, at det er personer fra den allerøverste ledelse i begge virksomheder, som nu er kørt ud på et vigespor. Eventuelle rumlerier om, at man har fedtet skandalen af på til lejligheden opfundne syndebukke, må skyldes, at de, der rumler, ikke aner, hvor tunge, ansete og erfarne ledere, det er, som har måttet trække sig.

Når det er sagt, så er det en betragtning værd, at de to mest prominente af de tre ramte ledere – henholdsvis bestyrelsesformanden for Maersk Air og SAS’ vicekoncernchef – ikke er mere belastede i deres arbejdsgiveres øjne, end at de forbliver på poster i deres respektive virksomhedsgrupper.

Det skal være dem vel undt, og der er herfra intet ønske om, at spot føjes til skade ved at lade karriereknækket følge af en regulær fyreseddel.

Alligevel ligger der i det, at deres og virksomhedens veje ikke umiddelbart skilles, en påmindelse om, at bevidste overtrædelser af konkurrencelovgivningen (i dette tilfælde EUs) stadig ikke takseres som al anden økonomisk kriminalitet. Det er, til sammenligning, svært at forestille sig, at en leder, der blev grebet i omfattende momssvindel, slap med en degradering.

Forskellen i vurderingen skyldes dels, at det stadig er en relativt ny ting på vore breddegrader, at konkurrenceovertrædelser overhovedet forfølges aktivt. Erkendelsen af, at der er tale om kriminalitet, slet og ret, har ikke rigtig bundfældet sig.

Dels skyldes den blidere opfattelse af kartelkriminaliteten, at de, der bliver tildelt straf, er virksomhederne som sådan. Det er med andre ord juridiske personer, ikke mennesker, som skammen hæftes op på.

Det kan siges at være uhensigtsmæssigt, da det faktisk er konkrete, levende mennesker, der står bag. Mennesker, hvis kalkulerede handlinger betyder, at markedet svækkes. Er løsningen så ikke at skærpe loven, så de ansvarlige kan blive sendt i fængsel eller selv få lov at betale bøden?

Tanken er nærliggende. Den svarer da også til den regulering, der heldigvis har vundet indpas på mange andre områder, f.eks. børsfusk. Her er det personen bag, der sigtes og retsforfølges.

Men, som nævnt, det er stadig nyt overhovedet at betragte kartelaftaler som rigtig kriminalitet. Rimeligt eller ej, så er det et faktum, man retspolitisk må tage højde for, inden man strammer loven. De politikere, der hylder ideen, kunne passende afvente og se, hvilken vej man går i Sverige, hvor overvejelser i den retning er længere fremme.