Når man i begyndelsen af det 21. århundrede fejrer ny dansk films succes, kan der være en tilbøjelighed til at glemme, at boomet faktisk ikke startede med Dogme-bevægelsen i slutningen af 90erne, men med Gabriel Axel og Bille Augusts Oscar-triumfer med henholdsvis »Babettes gæstebud« og »Pelle Erobreren« i slutningen af 80erne, da udlandet for første gang siden stumfilmæraen begyndte at få øjnene op for instruktørerne fra det lille land højt mod nord.

83-årige Axel har haft svært ved at leve op til karrierens kunstneriske og prestigemæssige højdepunkt, »Babettes gæstebud«, lige siden, og den dansk-frankofile instruktør og skuespillers virkefelt inden for film og TV må i det hele taget siges at være uhyre bredt og broget: Banebrydende TV-dramatik og socialrealisme i 50erne, lystig erotik i 60erne, platte Gyldenkål-folkekomedier i 70erne, seriøst fransk TV i 80erne og efter Oscar-klimakset bl.a. et par temmelig mislykkede spillefilm (»Christian«/»Prinsen af Jylland«).

Med »Leïla« tager veteraninstruktøren tråden op fra »Christian«, der også skildrede en ung, svagt karakteriseret dansk fyr, der rejser til det eksotiske Marokko og forelsker sig.

Denne gang hedder han Nils (spillet af franske Arnaud Binard), og i modsætning til Christian kan han oven i købet hverken tale eller spille guitar. Grunden til, at han ikke kan tale, skyldes dog ikke et medfødt handicap, men den fundamentale idé bag »Leïla«: At historien (ligesom »Babettes ...«) fortælles i voice-overs af Michael Bouquet, mens skuespillerne stort set kun udtrykker sig med mimik og gestik.

Ikke fordi der er tale om en stumfilm, eftersom der både er reallyd og hypnotiske, marokkansk prægede rytmer på soundtracket, men fordi den fatale forelskelse imellem den 16-årige berberjomfru Leïla (bedårende Mélanie Doutey) og den blonde, motorcykelkørende turist Nils i sagens natur er uden ord. De to unge mennesker har ikke noget fælles sprog, ud over kærlighedens og kroppenes sprog – eller sporadiske replikker på »Me Tarzan, you Jane«-niveauet.

Parret må mødes hemmeligt, fordi det ikke er tilladt for unge piger i den lille, primitive og isolerede berberlandsby at fraternisere med mænd, før de bliver gift, men Leïla får hjælp af en frygtløs veninde, der fungerer som budbringer og anstandsdame – indtil det uafvendelige sker, da de to unge tilbringer en i øvrigt meget dydig nat sammen i skoven uden for landsbyen. Hvilket i denne middelalderlige kultur i sig selv kan nedkalde en dødsdom over Leïlas kønne hoved; en dødsdom, der efter de lokale traditioner i så fald skal eksekveres af den vanærede fader.

Den sprogløse film fungerer således rimeligt i de ømme, romantiske scener mellem de to unge, selvom der naturligvis må overdrives i spillet, når alt skal udtrykkes med blikke, fagter, berøringer eller bevægelser. Så langt og for så vidt så godt: Så længe Axel koncentrerer sig om Leïla og Nils, er der en indre logik – samt både flotte billeder og fine stemninger.

Til gengæld hælder projektet faretruende over mod det patetiske og ubehjælpsomme, når kameraet følger Leïla med hendes familie (der indtil de opdager pigens forbudte kærlighed skildres som nærmest karikeret ædle vilde) eller Nils med hans to danske venner (hvoraf den ene kuriøst nok spilles ukrediteret af »Hvide løgne«-stjernen Mads »Oliver« Knarreborg!). For hvorfor bliver de nødt til at kommunikere sammen med fingertegn og enstavelsesord i deres egen sociale og sproglige kontekst?

Hér kæntrer værkets indre logik simpelthen, ligesom den i øvrigt gør det i den klodsede og tragiske slutning, hvor man undrer sig over, hvorfor parret på motorcyklen ikke kan slippe væk fra faren og brødrene på hesteryg?

Men »Leïla« skal selvfølgelig heller ikke opfattes som et stykke moderne, multikulturel realisme, men som en poetisk og romantisk fabel, et gammeldags eventyr i smukke »National Geographic«-kulisser om en umulig kærlighed på tværs af sproglige og kulturelle skel, »1001 nat« i interrail-alderen ...

I en tid, hvor næsten alle nye danske spillefilm, der ikke lige er instrueret af Lars von Trier, Nils Malmros eller Nicolas Winding Refn, forudsigeligt grupperer sig inden for tre helgarderede, folkelige genremodeller (romantisk komedie/dogme-komedie/action-komedie), skal Gabriel Axels eksklusive og manierede film under alle omstændigheder bydes velkommen som et særdeles udansk eksperiment.

At filmen og dens skuespillere er blevet berøvet stemmens brug (og dermed i dette tilfælde også psykologiens klangbund) er imidlertid paradoksalt nok både det fascinerende og det dybt problematiske ved »Leïla«. Ideen er spændende nok, men i praksis fungerer den ikke.

Længde: 90 min. Censur: Tilladt for alle.