Lagt på www.berlingske.dk den 22. september 2001

Fra Odense til Vladivostok

Af Kirsten Sørrig

»Jeg har kørt 2.500 kilometer for at få det billede,« sagde han til den russiske betjent, der var flintrende ligeglad - indtil han hørte at danskeren ville holde ferie ved at køre gennem Sibirien til Vladivostok. Så fik han lov til at fotografere motorcyklen. Det samme gjorde en russisk klasse, hvor alle drengene kravlede op på den solidt lastede BMW R80GS.

»Vladivostok er et godt kodeord. Det får folk til at stille spørgsmål og drømme højt,« siger Ulrich Nielsen, der på den 23.000 km lange tur fik utallige rygklap for at turde leve sine drømme ud.

»Det har jeg gjort siden en dag hvor jeg som matros stod og rensede en tank i New York og havde glemt alle mine styrmandsdrømme. Pludselig kom jeg til at se på ham den 50 år gamle matros ved siden af - og det var ikke et kønt syn. Jeg besluttede på et splitsekund at fandme nej om jeg ville stå i ulidelig varme i et stinkende lastrum og få palmefedt i hovedet i stride strømme, når jeg var 50. Jeg gik direkte op til telegrafisten og sagde op,« siger Ulrich Nielsen, der rejste hjem, kom i marinen, på navigationsskole og senere tog skibsførereksamen.

Bjarke Ulrich Funck Nielsen, 59, har sejlet siden han som 16-årig blev kammerdreng på ØK's Mongolia, der gik til Indien. Som skipper på gastankere har han i de sidste tyve år fortrinsvis sejlet på Brasilien, Argentina, Mexico, Caraibien, Afrika og Europa.

Motorcykelinteressen er derimod ny og opstod da han for fem år siden sejlede sammen med MC-entusiast. Hjemme i Odense begyndte han at tage MC-kørekort og samme dag kørekortet var i hus købte han sin første motorcykel: »Sælgeren sagde: »Det her er motorcyklernes landrover. Det er den man ville vælge, hvis man skulle køre til Siberien« - og der trykkede han altså på den rigtige knap,« siger Ulrich Nielsen.

Den første motorcykelferie var kort og kikset. Han var på rundrejse i Sydamerika og lejede en motorcykel i en uge i Bolivia: »Jeg havde overhovedet ingen erfaring, skulle gennem hele La Paz for at komme ud af byen og gik i stå i ethvert lyskryds, hvor der stod en politibetjent og piftede. Det var en jammer, men jeg fik alligevel smag for det.«

Sommeren 98 kørte han fra Odense til Nordkap og hjem over Kirkenes ved den finsk-russiske grænse. Året efter tog han til Island og kørte tværs over øen flere gange. Og sidste år kørte han så fra Odense i stiv kuling og regnvej den 29. maj og nåede til Vladivostok den 5. juli, hvor det også styrtede ned. Efter en afstikker til Mongoliet var han hjemme i Odense igen i midten af september.

I år er det den australske ørken der lokker, og i slutningen af juli fløj han til Australien for at tage ud på en fire måneder lang MC-ferie. Motorcyklen er denne gang en Yamaha XT600E, som han har forbedret med ekstra god affjedring, skjold under motoren og lettere udstødning. Den blev sendt med skib i marts pakket ned i en én kubikmeter stor kasse på en enkeltbillet til 4.200 kr. Med toldpapirer, forsikring og opbevaring runder prisen de 10.000 kr.

»Jeg har været så privilegeret med både rederi og kolleger, at det har kunnet lade sig gøre at lægge mit arbejde så det gav mulighed for de lidt længere ture,« siger han.

Det var eventyrlyst der i sin tid drev ham til søs og den er ikke blevet mindre selv om han har sejlet og rejst i det meste af verden.

»Jeg vil nok også gerne se om jeg nu også er en lige så hård negl, som jeg går og bilder mig ind. Også selv om det eneste der sådan set kræves for at køre fra Fyn til Stillehavet er en god portion stædighed. Det er jo ikke sådan at det vrimler med banditter med lange knive mellem tænderne ude i skovene i Sibirien - det er bare bønder og de kommer med brød, honning og fisk og inviterer en med hjem.

Det skortede ikke på advarsler om alt fra den russiske mafia til lommetyve og drukkenbolte før han tog af sted. Men hans 27-årige datter Rikke, der er sygeplejerske og vant til en far, der dykker, springer faldskærm eller svæver rundt i svævefly mente, at han nok skulle klare sig. Han blev også kun bestjålet én gang og det var af en hund. Den snuppede en kvart pakke smør.

På et tidspunkt blev en MC-rejsekammerat bestjålet af en usandsynlig beruset russer, men ganske kort tid efter dukkede en anden vodkadampende russer op og leverede det hele tilbage.

»Der dukker folk op de mest utrolige steder - også i vældige, øde skovområder, hvor der tilsyneladende slet ikke bor mennesker,« siger Ulrich Nielsen. »Men bortset fra et par sanseløst fulde mænd der stod og råbte foran mit telt klokken 3.30 om natten har jeg aldrig været generet. Og der behøvede jeg bare tage min knortekæp og fare ud af teltet mens jeg på dansk råbte, at hvis jeg ikke snart fik nattero, så var det værst for dem.«

Motorcyklen var en attraktion overalt. Også blandt børn der kunne lege på den i timevis. I en lille landsby på grænsen til Kina sad børnene på motorcyklen hele aftenen og var ikke til at rokke.

»Klokken 24 sagde jeg: »Nu skal I hjem og sove for det skal jeg!« Men de var på pletten igen næste morgen. En 12-årig pige ville gerne være penneven, så vi har skrevet sammen, men jeg har nu ikke hørt fra hende siden jeg sendte hende en CD med Rollo & King.«

Ulrich Nielsen havde ikke svært ved at finde husly, men måtte tværtimod ofte kæmpe for at få lov til at sove i sit telt: »Jeg opgav hurtigt de russiske rastepladser. Det er de rene fæstninger og den slags steder bor jeg ikke.«

I stedet slog han teltet op hos bønder, i skove, ved floder eller hvis muligt på en mark bag en cafe for så var der garanti for både morgen- og aftenkaffe. Muligheden for selv at lave kaffe forsvandt da hans primus eksploderede og resulterede i smertende brandsår på hænder og arme på en rigtig dårlig dag, hvor han også styrtede med motorcyklen. En del af baggagen udbrændte da brænderen flammede op, men teltet blev reddet sidste sekund.

Han havde flere styrt på turen fordi vejene pludselig blev forvandlet til store huller, men han slap med knubs. Ellers var eneste skade at han fik en tennisalbue af at køre så meget og den største plage var myg, der i nogle områder ligefrem sad i lag for at komme til at stikke. Det var uvurderligt at teltet havde indvendigt moskitonet og at han desuden havde medbragt et myggenet til at trække over hovedet.

Fuldt lastet vejede BMW'en 270 kg og blandt bagagens andre uundværlige ting var en pandelygte og en GPS til at navigere efter. GPS'en fungerede upåklageligt, eneste problem var når planlagte vejstrækninger kun eksisterede på vejkortene, mens virkeligheden bød på ufremkommeligt terræn.

Ulrich Nielsen har ikke lavet regnskab for turen, men det var ikke en dyr ferie: »På lange strækninger igennem Sibirien ved folk nærmest ikke hvad penge er og benzin koster kun to kroner literen. En gang imellem lagde jeg lidt som tak for en overnatning, men ellers var der heller ingen udgifter her.«

På en strækning på knap 800 km hvor der ingen vej var tog han og motorcyklen med Den Transsibiriske Jernbane. Togturene var et kapitel for sig. På hjemturen var der kun plads på 3. klasse i en smeltende varm, overfyldt vogn tætpakket med smalle køjer.

»Det jeg altid vil huske fra turen er gæstfriheden og de gode venner jeg fik undervejs. Man møder ikke ret mange andre på motorcykel - jeg så kun tre i alt gennem hele Sibirien, men dem man møder finder man sammen med,« siger han.

Efter tre ugers kørsel mødte han mellem Krasnojarsk og Irkutsk en tysk kleinsmed, Haiko, som han fik følgeskab af i næsten to måneder. De skiltes efter afstikkeren til Mongoliet. Næste rejksekammerat blev russeren Sergei, der havde forsøgt at indhente danskeren i dagevis. Det lykkedes ved Novosibirsk hvor Ulrich Nielsen sad og drak kaffe, mens hans vasketøj tørrede på den medbragte tøjsnor.

»Sergei blev en virkelig ven. Han er mineralog og en hård negl, der lærte mig en masse om at leve i skoven. Det har han selv gjort i årevis på grund af sit arbejde, også i områder så øde, at han har fået proviant smidt ned med helikopter.«

Danskeren og russeren var på sprogkursus hos hinanden non stop: »Han lærte mig russisk og jeg lærte ham engelsk. Vi sad derude i ødemarken og talte et hjemmelavet blandingssprog, men det er nogle af de mest berigende samtaler jeg har ført i mit liv. Og han var en god lærer. Da vi kom til Moskva kunne jeg klare mig forbløffende godt.«

Den tredje motorcyklist var tyskeren Mika Kuhn, som Ulrich Nielsen mødte på et buddistisk kloster uden for Mongoliets hovedstad Ulan Bator. Mika Kuhn har været på farten på sin motorcykel i snart tre år. De aftalte at mødes i Australien og har over internettet planlagt ørkenturen som de drømmer om at kunne gennemføre i løbet af de næste par måneder.

Ulrich Nielsen håber på at komme til Mongoliet igen næste år, hvor han blev dybt detaget af menneskene, nomadernes livsform og landskabet. Mongoliet er et af de få steder i verden, hvor livsformen har været den samme i århundreder. Og et land med få ressourcer. De sidste to års ekstremt hårde vintre har betydet at tusindvis af nomadefamilier har mistet alle deres dyr og dermed deres eksistensgrundlag.

»Der er mange flere turister i Mongoliet end i Sibirien - for der er ingen«, siger Ulrich Nielsen. »Men også i Mongoliet er der så langt imellem at vi fik en heltemodtagelse overalt. For eksempel lovede en lokal cafeejer og hans datter, Hotland, at holde fest, hvis vi kom forbi igen på hjemturen - de havde aldrig haft besøg af turister før.«

Festen blev holdt ved en flodbred, hvor der var træer, der kunne bruges til brændsel og hvor hele familien og alle naboer var samlet. Familien kom kørende med et stort brændekomfur på traktor og banede sig vej det sidste stykke ned til floden med øksehug. Menuen var lammesuppe og stegt lam og alle sang, klappede og dansede til den lyse morgen - folkedans, tango og rock - uden smålig skelen til, at der ingen musik var.

Da vi drog videre næste dag var der først højtidelig gaveudveksling. Hotlands onkel, der er borgmester, havde forkølet sig på min spanske junglekniv, så jeg forærede ham den og han takkede højtideligt og var tindrende glad. Han forærede mig en fin, gammel snustobaksflaske,« siger Ulrich Nielsen.

Inden han kørte lovede han at kigge forbi en anden gang. Det løfte vil han gøre sit bedste for at holde allerede næste år. Denne gang med Magadan som endestation.