Lagt på www.berlingske.dk den 31. august 2001

Det rene hjertes første kærlighed

Af Jens Andersen

Film

Det rene hjertes første kærlighed er hellig, siger man. Men hvad ville De sige til at blive ringet op af politiet og få at vide, at Deres ellers så pæne og flinke 14-årige pige, der hører til klassens mest dygtige og velansete elever, de sidste par måneder har slikket den af på mere end 100 drenge nede på toilettet i parken, hvor hendes jævnaldrende ven dagligt har stået uden for lokummet og taget imod betalingerne, der skulle have været brugt til parrets enkeltbilletter til Jamaica?

Sceneriet og spørgsmålet nagler én til biografsædet i den prisbelønnede franske ungdomsfilm »Dårligt selskab«, som er en sjælden god skildring af én af sværeste og vigtigste perioder i menneskets liv, som ofte bliver så screwed up af skænderier, svigt og misforståelser, fordi mange (læs: de fleste) forældre ikke forstår og derfor opgiver at tackle den nye attitude, deres på én gang coole og sårbare barn lægger for dagen. »Je deteste!« (»jeg hader dig«), som det råbes ud på lærredet fra datteren, der drømmer om det liv, hun skal have, til faderen, der græder over det liv, han fik.

Præcis her - i de ulmende konflikter - tager filmen sin begyndelse. Til de inciterende toner af Lena Marlins 1999-hit, »Where I´m Headed«, oplever vi en gennemsnitlig travl morgen hos en velstillet fransk familie, hvor faderen braser ind på datterens værelse, mens hun står halvnøgen foran spejlet. »Ups, undskyld Pus!« - »Jeg vil ikke kaldes Pus! Jeg hader ordet Pus!« svarer den 14-årige, tindrende uskyldige lægedatter og enebarn, Delphine, der lever en beskyttet og forfærdelig tryg tilværelse.

Ved synet af troskyldige, hengivne Delphine (suverænt spillet af debutanten Maud Forget) har man det som Miltons engel, der sidder mellem de første mennesker og indånder deres spæde sjæle og rene ånde af godhed og velvilje. Men alt det ændrer sig, da den nye elev i Delphines klasse viser sig at være den meget, meget voksne og livserfarne Olivia, der med langt rasta-hår, et væld af smykker og ekspressiv, udfordrende makeup personificerer hele det oprør og den frigørelse, Delphine er begyndt at længes efter, men er et alt for beskyttet enebarn til at kunne realisere ved egen kraft.

Her er det så, at Olivia med sin ringere sociale baggrund, en elsket storesøster, der har begået selvmord, og en håndfuld pebrede, seksuelle erfaringer kommer ind i billedet som katalysator. Et umage venskab opstår, og al den kærlighed og fortrolighed mellem to piger, der hver især søger det hos den anden, som de selv mangler, er skildret umådelig smukt i filmen.

Gennem Olivia møder Delphine den unge Laurent; en skidt karl, som de fleste forældre ville sige, men også en besnærende, forførerisk type. Han bilder Delphine ind, at han elsker hende, tager hendes uskyld og sammen med sin gode ven, der er kæreste med Olivia, får Laurent den afsindige idé, at de alle fire skal stikke af til Jamaica. Selve finansieringen af eventyret skal komme fra Olivia og Delphine. Hvis de to sutter den af på de fleste af skolens drenge, formedelst 50 francs pr. stk., er flybilletterne i hus.

Hvordan det projekt går, skal naturligvis ikke røbes her, men at kærligheden i enhver henseende bliver sat på spidsen står klart. »Jeg vil leve min kærlighed helt ud,« lyder det fra den stålsatte Delphine, og midt i hendes og Olivias ufattelige prostitution - for kærlighedens skyld - sidder man dér i biografens mørke og retter sine bebrejdelser ikke alene mod kynikeren Laurent, men også mod Delphines forældre - faderen især - som i realiteten har holdt deres eget pigebarn indespærret i familiens bur alt for længe og dikteret hende nogle livsrammer, der til forveksling minder om den form for mental indespærring, en prostitueret må opleve. Scener, hvor man ser den ellers så rare og humanistisk sindede lægefar krakelere og overdænge sin elskede datter med byger af tæv, går gennem marv og ben på én. På en måde forstår man jo dem begge.

Som voksen og forældre til poptøser og teenagedrenge er det således en film, man ser med blandede - nej, med oprørte følelser. Der er ikke nogen mere vanskelig og ømskindet periode i en families liv end de år, hvor de store børn forsøger at slippe ud af jerngrebet, vi har om dem. Selv om den afgørende kraft i befrielsen skal komme fra det unge menneske selv, så ville det være uendelig lettere, hvis vi - der ikke længere er børn med drømme om det liv, vi skal have, men voksne, som græder over det liv, vi fik - forstod at give slip, når tid er. Det er om noget, hvad denne fine franske film handler om.

Se den med dine teenagebørn, før det er for sent.

Længde: 1 time og 38 min. Censur: Tilladt over 11 år.