Det var slemt nok, som det var – to fly, der var blevet tvunget ind i et af USAs mest kendte landemærker.

Men derfra udviklede det sig blot, minut for minut, billede for billede, og endte som en af de dage, da mennesker verden over for altid vil huske, hvor de var, og hvad de foretog sig. En Kennedy-dag. Den dag, Amerika blev angrebet indefra.

Og som altid er det detaljerne, de små iagttagelser, der står stærkest på nethinden:

På L Street i Washington stod en gadeprædikant og læste op fra Johannes’ Åbenbaring, om den femte rytter og det sjette segl, om solen, som blev sort som en sørgedragt, og hele månen, der blev som blod. Kort derfra pakkede en familie fra Pennsylvania deres to børn, deres køletaske og klapvogn ind bag i bilen og begyndte at navigere gennem det kaos, som midtbyen var. Børnene græd, konen græd, og manden rystede på hovedet. Regimenter af offentligt ansatte stormede ud af deres bygninger og løb i sikkerhed, hvor sikkerhed end var henne, og hver gang, der kom et fly, kiggede vi alle frygtsomt op på himlen.

»Det er en besynderlig dag, når truslen kommer fra himlen,« som en reporter sagde i lokalradioen.

I sandhed – tirsdag 11. september 2001 var en besynderlig dag.

At skabe sig et overblik over sådan en dag er som at forsøge at skabe orden på et spil mikado.

Men den bedste mulighed er i bogstavelig forstand at skabe et blik fra oven. Lad os prøve at forestille os, at vi kan stige op over den amerikanske østkyst, at vi kan stå på et højt plateau og stirre ud over landskabet dernede.

Over New York vil vi se tunge røgsøjler fra den sydlige ende af Manhattan, og vi vil se døde og kvæstede og ødelæggelser af dimensioner, som man normalt kun finder i en krigszone, og det mest bemærkelsesværdige vil være det, som vi ikke kan se: World Trade Center, arkitekten Yamasakis kontroversielle mesterværk, de to skyskrabere, der indtil 11.september totalt dominerede skylinen, og som kastede sin skygge hele vejen over Hudson-floden og til New Jersey. De to tårne er nu væk.

Lad os igen stige op på vort plateau over Østkysten og kigge mod syd, mod regeringsbyen Washington DC.

Her vil vi se røgsøjler fra Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, verdens største kontorbygning, som ligger ud til Pentagon-floden og huser bl.a. den amerikanske forsvarsstab og det kommandocenter, som har kontrol over atomarsenalet. En god del af bygningen er nu kollapset. Lidt mod nord vil vi se røgsøgler fra Kongressen, hvor det amerikanske senat og Repræsentanternes Hus har til, og vi vil se røg fra udenrigsministeriet, vi vil se Det Hvide Hus blive evakueret og F-16 bombejagere afpatruljere luftrummet over den amerikanske hovedstad.

Tilbage på plateauet kigger vi mod vest, mod Pennsylvania og Pittsburgh, hvor vi finder et krater og resterne af en United Airlines Boeing 757.

Vi vil høre brag fra bomber, vi vil høre en kakafoni af sirener, bilsirener, kommandoer, horn, hyl og skrig, vi vil høre og se inkarnationen af kaos.

Og det vil være vort overblik over Amerika.

Det stod ikke skrevet i kortene, at tirsdag 11. september skulle blive, som den blev. Det er ikke en af de dage, der har en bestemt historisk betydning – som f.eks. 19. april har for amerikanske højreekstremister, og 5. september har for visse palæstinensiske terrorgrupper. Jovist, en arabisk journalist med forbindelser til terroristen Osama Bin Laden advarede for tre uger siden om et »terrorangreb mod USA af hidtil usete dimensioner.« Men som en kommentator konstaterede i går: »Det siger de hele tiden, så det er ikke til at vide, om det er rigtigt eller ej...«

Amerika syntes også at have lagt sine parader ned på det seneste.

Efter angrebet på de amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya for tre år siden og bombningen af krigsskibet »USS Cole« ud for Aden i Yemen sidste år, herskede der nu en vis afslappethed. I lufthavnene var der ikke længere de skærpede sikkerhedsforanstaltninger, der er sat i værk i ekstraordinære tider, og det er længe siden, CIA og FBI har udsendt de ellers rutinemæssige advarsler om noget i gære.

Præsident George W. Bush og hans regering var heller ikke så fokuseret på terror som på de såkaldte slyngelnationer – truslen fra lande som Irak, Nordkorea og Iran, der kunne foretage et missilangreb på USA og dets allierede. Det var et af præsidentens hovedargumenter for et missilskjold, og – siger kritikere nu – administrationen var tydeligvis fikseret på frygten for dette massive angreb og ikke opmærksom nok på den berygtede mand med en kuffert.

Og det var disse mænd med en kuffert - terrorister som sniger sig ind i USA og tager deres håndværk med - der slog til tirsdag den 11. september.

Det var flyvelederne langs den amerikanske østkyst, som først fik et fingerpeg om, at noget var galt, helt galt.

American Airlines Flight 11, en Boeing 767, lettede fra Boston på vej mod Los Angeles. Om bord var 81 passagerer, ni stewardesser og to piloter, og i de tidlige morgentimer blev det fly kapret. Radioforbindelsen døde.

Det samme skete for United Airlines Flight 175, en Boeing 767, på vej fra Boston til Los Angeles. Der var 56 passagerer, to piloter og syv stewardesser om bord. Også her blev radioen tavs.

I stedet for at flyve mod vest, mod Los Angeles, svingede begge disse fly mod New York.

Det ene styrede direkte ind i det ene af de to 110 etager høje tårne i World Trade Center og efterlod et gabende hul midt i bygningen. Det er samme tårn, som huser det berømte oberservationsdæk på 107. etage, hvor turister på en god dag kan betragte hele storbyen og omkringliggende forstæder.

16 minutter senere ankom det andet af de kaprede American Airlines-fly til New York, og for øjnene af millioner af TV-seere over hele verden torpederede det andet tårn.

World Trade Center er arbejdsplads for 50.000 mennesker og kan derudover få besøg af op mod 200.000 på en enkelt dag, så allerede på det tidspunkt var det klart for enhver, at der var tale om en katastrofe af dimensioner.

»Der er et uhyggeligt stort antal dræbte,« sagde New Yorks borgmester Rudolph Giuliani fra stedet.

Og angsten fra de pårørende var ulidelig: »Min mor er ved at blive skør af bekymring,« fortalte Edwin Cruz, hvis bror arbejder i World Trade Center. »Jeg håber, at han er uskadt. Han er min bedste ven, og jeg er totalt i chok.«

Andre beskrev en tilstand af panik.

»Jeg hørte et stort bom! – og så begyndte folk at falde ned fra bygningerne og hoppe ned fra bygningerne,« oplyste en bygningsarbejder, Serena Mays.

»Alle skreg, græd, løb forvirrede rundt, betjente, civile, brandmænd, alle. Det er en krigszone, og der er mange, mange tilskadekomne,« sagde en brandkaptajn, Mike Smith.

»Det virkede nærmest som en ticker tape parade, fordi bygningsdele og støv dryssede ned fra himlen,« konstaterede den 29-årige Matthew Low.

Men dermed var dagen ikke forbi. Den var først begyndt.

Og igen var det flyvelederne, der erfarede det først.

United Airlines Flight 93, en Boeing 757, som var på vej fra Newark i New Jersey til San Francisco med 38 passagerer, to piloter og fem stewardesser, blev kapret. Dernæst blev American Airlines Flight 77, en Boeing 757, på vej fra Washington til Los Angeles kapret. Om bord var 58 passagerer, fire stewardesser og to piloter. Også her blev radioen tavs.

Alt det vidste offentligheden intet om, da der klokken 9.43 blev meldt om en eksplosion i Pentagon.

Over Washington kunne man se den sorte røgsøjle mod himlen, og det var ikke blot forsvarsministeriet, der var ramt, men også byens største arbejdsplads. 25.000 mennesker arbejder i Pentagon, alene parkeringen af deres 9.000 biler på 16 gigantiske parkeringspladser er en daglig logistisk præstation.

Kort efter blev det oplyst, at det ikke var en eksplosion, men derimod en helikopter eller et mindre civilt fly, der var styrtet ned i E-ringen i den femkantede bygning, den del der huser hærstaben. Det viste sig imidlertid at være en en American Airlines Boeing 757, der ifølge et vidne eksploderede i »en bold af ild«.

Hverken flyangrebet mod Pentagon eller World Trade Center burde kunne ske.

Luftrummet over og omkring begge bygninger er såkaldt class B-airspace, det mest restriktive luftrum overhovedet, og efter regulativerne burde flyene have været opfanget og afvist.

Det fjerde kaprede fly – Unites Airlines flyet fra Newark på vej til San Francisco – blev tvunget ned i Somerset amt 130 kilometer syd for Pittsburgh og smadret til atomer ved sammenstødet med jorden.

Klokken 10.07 føjede næste kapitel sig til ødelæggelserne.

I 1993 – efter terrorangrebet mod World Trade Center – forklarede den ingeniør, der stod bag bygningsværket, at der ikke var nogen grund til bekymring. Som han sagde dengang: »World Trade Center er konstrueret således, at en Boeing 747 kan flyve ind i det, og det vil blive stående.«

Dengang blev det stående. De islamiske terrorister kunne ikke fælde det.

Men otte år senere fik terroristerne så deres revanche. Klokken 10.07, igen for øjnene af den ganske verden, viste det sig, at bygningerne ikke kunne modstå et flystyrt. Det ene tårn sank i grus. Det lignede mest af alt en af den slags kontrollerede sprængninger af en gammel gasværksskorsten, som militæret somme tider demonstrerer deres færdigheder ved at foretage, men der var intet kontrolleret over dette kollaps. Bygningen sank i grus og dækkede hele det sydlige Manhattan i »et tommetykt lag af støv,« som en reporter fra nyhedsbureauet Reuters konstaterede.

Derefter begyndte rapporterne at komme ind som en løbsk døgnrapport. I Washington røg en bilbombe angiveligt i luften foran udenrigsministeriet, som blev evakueret. En bilbombe eksploderede foran Kongressen, som blev evakueret. Det Hvide Hus blev evakueret. Alle forbundsbygninger blev evakueret, og til sidst blev alle offentligt ansatte i Washington beordret hjem. Præsident Bush og den amerikanske kongres fik besked på at samles på et hemmeligt og sikkert sted. I New York blev FN-bygningen og andre bygninger evakueret.

Samtidigt begyndte hospitalerne i de to byer at melde om mangel på blod, og på TV- og radiostationer blev donorer bedt om at afgive blod.

»Vi har hundredvis af mennesker, som er forbrændt fra top til tå. Det er det værste, jeg nogensinde har set, og det er det værste, som jeg forhåbentlig nogensinde vil komme til at se,« sagde overlæge Steven Stern fra New York.

Læg dertil alle rygterne.

Camp David var sprængt i luften. Sears-bygningen i Chicago var bombet. Flådebasen i Norfolk var under angreb. Endnu et fly er på vej mod Washington, og – sandt nok – F-16 jagere blev sendt op for at møde det.

Som en radioreporter tørt konstaterede: »Nu ved jeg, hvordan mine forældre følte det under angrebet på Pearl Harbor i 1941.«

Og så 20 minutter senere sank det andet tårn i World Trade Center i grus.

Ødelæggelsen var komplet. Landemærket var raderet væk fra Manhattans skyline. De mange postkort, som er sendt hjem fra New York i tidens løb, og de billeder, der er taget af øen i Hudson-floden – de var nu historie.

Den højeste af alle skyskraberne var forsvundet.

»Mine tanker kan slet ikke rumme, hvad der er sket i dag,« sagde et af de mennesker, som ellers har været tættest på at opleve noget lignende. Martha Ridleys datter døde i bombeangrebet i Oklahoma 19. april 1995, og over for telegrambureauet AP summerede hun sine følelser op: »Jeg beder til Gud, og jeg sender mine varmeste tanker, al min medfølelse, ud til de mennesker, der nu skal igennem det samme, som vi var. Jeg håber, der er retfærdighed til.«

Det bliver formentlig det næste kapitel.

Når bomberne holder op med at springe, når det sidste fly er kapret, når røgen har lagt sig, og redningsmandskabet og hospitalerne har foretaget, hvad de kalder triage, melder det næste spørgsmål sig:

Hvem gjorde det?

Hvem er så letsindige, hvem er så selvmorderiske at påkalde sig den amerikanske vrede på denne måde?

For som en ung grædende kvinde sagde på NBC: »Vi vil ikke stoppe, før vi har fundet jer og fanget jer og slået jer ihjel...«

Brutalt og makabert, sikkert, men det er holdningen, mand og mand, nabo og nabo, imellem, i dette land, og ingen kan formentlig fortænke dem i det.

Og gadeprædikanten kan atter tale om solen, som blev sort som en sørgedragt, og hele månen, der blev som blod.