Lagt på www.berlingske.dk den 18. september 2001 kl. 22:30.
HAMBURG
Det vil formentlig gå over i kulturhistorien som nogle af de mest uhyrlige udtalelser, en stor kunstner nogensinde er kommet med. Samt den formentlig også mest uhyrlige reaktion til dato på sidste uges terroraktioner i USA - de yderligtgående muslimske kredse, der både i Danmark og andre steder jublede over bombningerne, gjorde det dog i det mindste udfra en politisk holdning.
Men det står ikke desto mindre til troende, at Tysklands, hvis ikke Europas betydeligste komponist i efterkrigstiden, den 73-årige Karlheinz Stockhausen, på en pressekonference under den igangværende Hamburg Musikfest for ny musik følte anledning til at karakterisere terroraktionerne i New York og Washington D.C. som »Det største kunstværk, der endnu er skabt«, senere uddybet til »Det største kunstværk i kosmos«, samt hævde at »Forbrydelsen bestod i, at menneskene ikke var indforstået med det«. Udtalelserne bliver ikke mindre kontroversielle af, at flere af selvmordsterroristerne er sporet tilbage til netop Hamburg.
Festivalens kunstneriske og administrative ledelse med Hamburgs generalmusikdirektør, dirigenten Ingo Metzmacher i spidsen, valgte tirsdag i enighed med sponsorer og bystyre at tage den eneste mulige konsekvens. Det vil sige at aflyse de fire koncerter, der tirsdag og onsdag var planlagt med Stockhausen, hans musik og hans musikere, og på forhånd imødeset som festivalens absolutte højdepunkt. I den officielle meddelelse om aflysningerne karakteriseres Stockhausens udtalelser diplomatisk som »misforståelige«. Selv om det er svært at se hvordan de skulle kunne være det.
Tilbage står dels en festival med den moralske ryg fri og et amputeret program. Dels en komponist, der formentlig resten af sit liv og længere endnu vil blive husket mindst lige så meget for denne udtalelse som for sin musik.
Og både musikken og festivalen har i hvert fald fortjent bedre. For det groteske paradoks er, at udlægningen af over 5.000 menneskers død som ren æstetik kommer fra en komponist, hvis musikalske praksis mere end de fleste andres i vor tid har vist sig som indbegrebet af alt hvad der er forbilledligt ved moderne, vestlig musik. Nemlig hele ideen om det ny i kunsten, det som mere eller mindre bevidst stiler imod at udvikle sig ud over det allerede eksisterende, det som andre foreskriver. Den kreative parallel til den enkeltes generelle ytringsfrihed, ja til de centrale elementer i vestlig kultur i det hele taget.
Man kan ikke eksperimentere og underkaste sig samtidig, og da slet ikke indenfor kunst. Fantasi og ortodoksi udelukker hinanden.
Det var derfor, at vestlige diktaturer som Nazityskland og Sovjetunionen i deres tid hadede eksperimenterende kunst som dekadent og undergravende, og gjorde hvad de kunne for at udslette den. Det samme Nazityskland, som myrdede Stockhausens sindslidende mor og sendte hans far i døden på Østfronten, og hvis følger den purunge Stockhausen desuden oplevede på nærmeste hold som sygehjælper under krigens afslutning.
Verdensfjern
Netop set i det lys bliver hans udtalelser nu så meget desto mere bizarre. Eller også gør de, hvis man kender hans verdensbillede i øvrigt, egentlig ikke. For på sin egen totalt perverterede måde viser udtalelserne nemlig kun, hvor megen fortrængning Stockhausens egen baggrund har ført med sig. For ikke at sige, at hele hans livsprojekt har været at forsvinde fuldstændig væk fra verden og ind i kunsten, at skabe sig en modverden til sine egne, kun alt for virkelige erfaringer - »Ich werde die Töne«, jeg bliver tonerne, hed en dokumentarfilm om ham engang.
Kortslutningen sker, når ikke blot hans egen musik, men også enhver verdensbegivenhed iøvrigt i hans nærmest patologisk verdensfjerne optik kommer til at fremstå som et kunstværk, og dem begivenheden berører som statister for kunstværkets ophavsmand. Og jo større begivenhed, desto større et kunstværk.
Det har ikke i sig selv noget med menneskefjendskhed og kynisme at gøre. I hvert fald ikke den slags politisk kynisme, som ligger bag terroren.
Men det er en kunstnerisk og menneskelig naivitet så kolossal, og så blottet for alt hvad der bare ligner fornemmelse for andre mennesker, at det i det aktuelle tilfælde kommer til at ligne til forveksling – og formentlig for altid vil komme til at præge ikke blot opfattelsen af personen Stockhausen, men også af hans musik. Uanset at budskabet i musikken selv i virkeligheden er det stik modsatte.
Karlheinz Stockhausens udtalelser kan læses i deres helhed og på originalsproget på Hamburger Abendblatts hjemmeside www.abendblatt.de.