Lagt på www.berlingske.dk den 19. maj 2001 kl. 22:30.

En eksplosion af angst

Af Annelise Bistrup

Jørgen Flindt Pedersen forlod - med lettelse - sin direktørpost i TV2 ved årsskiftet 2000, og han er nu tilbage ved sine journalistiske rødder med det, han kalder »mit livs vanskeligste dokumentarprojekt«, en film om livet i en 10. klasse i Vollsmose i Odense.

Fristelsen til at slå sig til ro med en gryde hjemmelavet fiskesuppe var kun - en fristelse. Den 61-årige »pensionist« er ikke mæt af arbejdsdage endnu, selvom han ved, at der er en risiko forbundet med den eufori, han føler, når ideerne bobler, næsten alt for hurtigt:

»Men jeg ønsker ikke at lukke mig selv inde i en tryghed, der udelukker angst, fordi min kreativitet ofte vil ligge der, hvor jeg søger efter nye oplevelser, der hiver grundlaget væk under mig.«

For 28 år siden blev grundlaget revet væk under ham i en grad, så det fuldkommen ændrede hans opfattelse af ham selv - og af tilværelsen.

Angstforeningen Den 7. juni er der stiftende generalforsamling i en ny patientforening i Valby Medborgerhus. Foreningens telefonnummer er: 20321320. I dag åbner foreningens hjemmside: www.Angsforeningen.dk. Der er telefonrådgivning hver onsdag fra klokken 19 til 22. Telefon: 33124774.

I erindringerne »Hjerteblod« fortæller han, hvad der skete:

Det er 1972. Han er sammen med sin DR-kollega, Hans Georg Møller, Gorm, på vej til Halsskov. De skal til Odense og være værter ved en direkte TV-udsendelse om kriminalitet.

»Vi passerede Sorø og kørte mod Slagelse. Pludselig var det, som sad jeg ved siden af mig selv og hørte en fremmed person sige til Gorm: Det lyder underligt, men du må passe godt på mig. Ikke gå fra mig. Heller ikke på færgen. Ikke lade mig være alene et eneste sekund. Det er, som om jeg er ved at eksplodere.«

På færgen går det helt galt. Han må ringe til sin kone Gitte. Hun skal komme straks. På telegrafistens kontor bryder han sammen:

»Jeg kunne ikke få vejret, det var som om væggene kom nærmere og nærmere. Kald sygehuset. I baggrunden kunne jeg høre radioavisen fortælle om en kommune, hvor borgerne ikke længere måtte drikke vandet...Så kom sygehuset igennem. Jeg greb selv telefonen. Hvad ønskede jeg? Ja, hvad fejlede jeg? Det vidste jeg ikke...Jeg slap telefonen og gled ned på gulvet i fosterstilling. Jeg skiftevis frøs og svedte, rystede over hele kroppen, lukkede øjnene, men så hele tiden en splintret verden fare forbi. Børnene, jeg elskede dem. Gitte, jeg elskede hende. Men var jeg dem værdig?

Jeg var bange for at blive gal. Følte mig kløvet i mindst to dele, der bekæmpede hinanden. Jeg følte, at samfundet var sindssygt, og at jeg uundgåeligt også måtte blive det. Jeg så allerede for mig, hvordan jeg i al fremtid ville blive stemplet som gal, når jeg nu blev indlagt.«

Billeder af spændetrøjer, elektrochok og omgivelser, der hvisker om ham, farer igennem hans hoved.

Derfor beslutter han også, da angstfaldet klinger af, at det her må han, og Gitte, selv klare. Han skal ikke ind i »systemet«. Han er kun indlagt i et par timer. Han får aldrig en diagnose, og den eneste medicin, der ordineres af vagtlægen, er et glas med stesolid.

En noget hasaderet metode at ville helbrede sig selv for en angstpsykose?

»Jeg kunne heller aldrig have gjort det, hvis jeg havde været alene. Men jeg var meget optaget af og inspireret af antipsykiateren Ronald Laing, som jeg havde mødt i London i 67, Han talte om, at man skulle helbrede sig selv ved at foretage en rejse ind i sig selv. Og for enhver pris måtte man undgå at komme ind i det »frygtelige behandlersystem«.

I dag vil jeg ikke råde andre til at gøre det samme. Men jeg vil råde samfundet til at stille gode samtalepartnere til rådighed for de mennesker, der oplever et psykisk sammenbrud. Det gør virkelig ondt på mig, når jeg hører, hvor mange, der føler sig svigtet. For det er ikke ligegyldigt, hvem man taler med.«

Jørgen Flindt Pedersen begyndte sin rejse med at skrive om sin barndom og de spor, der senere i livet førte ham til det nulpunkt, hvor han lå grædende og bedende på gulvet på en færge fra Halsskov til Nyborg. Og han skrev til Gitte:

»Selv i de bedste ægteskaber - og vores ægteskab kunne sagtens måle sig med de bedste - er der mange ting, man går med selv. Det her var en måde at fortælle hende om alle disse tanker, der havde plaget mig.

Gitte er et meget harmonisk menneske, og hun var med til at give det nogle mere rimelige proportioner. Gør dig nu ikke mere enestående, end du er! Det var en sundhed, jeg havde brug for.«

Jørgen Flindt Pedersen er født i Odense i det, han selv kalder »en pæn borgerlig familie i gråzonen mellem byens fine kvarterer og rabarberkvarterne«.

Faderen var afdelingsleder og en højt agtet fodboldleder i Odense KFUM. Det var et varmt og kærligt miljø, hvor kærligheden også var et udtryk for de store ambitioner, man havde til børnene:

»Det var ikke noget pres. Det var mere en tavs forventning om, at hver generation skulle avancere og stige op i det sociale hierarki, der prægede Odense. Jeg har det også dårligt med at sige, at det var årsagen til sammenbruddet. Det er at fralægge sig en fri vilje. Jeg har selv haft lysten til at vinde, til at ville noget med mit liv, til at ekspandere og være imperialist i mit eget liv.«

Et andet spor var KFUM-miljøet:

»Det var en glad kristendom med fodbold og sommerlejre, men det var også en stærk pligtfølelse. Der var ting, der var rigtige, og der var ting, der var forkerte. Vi var, om ikke Guds udvalgte, så var vi i alt fald noget særligt. Vi havde Vorherre på holdet. Og kønsmoralen var: Hænderne oven på dynen.«

‘

Jeg vil råde samfundet til at stille gode samtalepartnere til rådighed for de mennesker, der oplever et psykisk sammenbrud. Det gør virkelig ondt på mig, når jeg hører, hvor mange, der føler sig svigtet.

,

Jørgen Flindt Pedersen bliver den første cand.scient.pol. i Århus. Men det politiske engagement i Socialdemokratiet fører ham hurtigt over i journalistikken. Det er de glade 60ere, hvor der eksperimenteres med livsstil og nye samlivsformer. Og han melder sig ud af Folkekirken:

»Der var ingen gammel kristen moral, der skulle hindre os i vores personlige udfoldelser. Man skulle selvfølgelig tage hensyn, men man skulle fandeme ikke gå i sin grav uden at have prøvet noget af alt det, man gik rundt og sagde var så sjovt.

Jeg var tilsyneladende et let og muntert menneske, men jeg havde også enorme anlæg for bekymring. Alle verdens byrder hvilede på mine skuldre. Det var et personligt ansvar, som jeg slet ikke kunne leve op til, fordi jeg samtidig var forlystelsessyg og skulle prøve alt.«

Omkostningerne ved det søde og sjove liv var, at hans sjæl sagde stop:

»Der var for mange ting, der skurrede mod hinanden: Barndommens moral, og så alle de ting, man gerne ville prøve.«

Jørgen Flindt Pedersen siger med et bibel-citat, at han ofte har følt sig som »en fremmed i et fremmed land«:

»Jeg har gang på gang vovet mig ud i fremmede områder. Det var måske ikke så slemt, men det værste var, at jeg nogen gange kunne føle mig fremmed i mit eget land.

Det er fint nok at bryde op og bryde ud, men man skal bare vide, at selvom man løber meget stærkt, og vi løb meget stærkt, så kan man alligevel ikke frigøre sig fra de spor, der er nedlagt i barndommen.

Jeg har nok stærke gener for bekymring - og for retfærdighed. Man kan godt blive sur over for den måde, andre opfører sig på, man kan blive dybt bedrøvet over den måde, man selv opfører sig på.

Man gennemskuer sig selv. Jeg havde en fransklærer i gymnasiet, der kaldte mig distanceblænder, selvom jeg fik ug i fransk: Du kan jo ikke noget! Og han havde ret. Sådan har jeg også følt det som journalist. Vi lader, som om vi har forstand på alting. Men jeg har jo aldrig studeret noget i dybden.«

Jørgen Flindt Pedersen bekymrer sig i de år ikke bare for sin egen sjæl. Han bekymrer sig også for klodens overlevelse:

»Vi har næsten glemt, hvor bange vi var, først for det store atombrag og dernæst for den store forureningskatastrofe. Der var en kollektiv angstpsykose, som er helt fraværende i dag, men som spillede en stor rolle i det, der foregik i de timer, hvor angstsammenbruddet kom.«

Lærte han noget af det sammenbrud?

»Den positive side af sagen var, at jeg lige pludselig forstod en masse ting i livet, som jeg havde været blind og døv overfor. Jeg havde næsten været et oversundt menneske, troede jeg. En Aladdin-type med succes og succes. Og så opdager man, hvor tynd en grænselinje, der er mellem at være en vindertype, der kan det hele og vil det hele, og så være en grøntsag, der ligger på gulvet og græder og skriger på sin Gud og sin kone.

Jeg var så heldig, at min chef i Danmarks Radio, Werner Svendsen, i den periode gav mig lov til at koncentrere mig om at interviewe forfattere. Og jeg opdagede, at jeg var blevet bedre til både at se og at lytte. Der var bøger, jeg havde læst, men som jeg aldrig helt havde forstået. Hver eneste bog, jeg nu læste, gav mig en ny indsigt i menneskelivet, fordi jeg var tvunget ud af min egen skabelon.«

I dag siger Jørgen Flindt Pedersen, at hans angstneurose var »en skelsættende og vigtig begivenhed« for ham, selvom han nødig vil genopleve den »frygtelige angst«.

Kan det ske igen?

»Det tør jeg ikke udelukke, og det erkendelsesmæssige kvantespring, der kom ud af det, kan jeg godt længes efter. Men man skal ikke spøge med angst. Mit tilfælde var en kortvarig eksplosion - hos andre er det en daglig lidelse, som æder sjælen op, og jeg ved jo ikke, om det går lige så godt for mig ved en eventuel næste gang. Men ellers er det perioder, hvor der ikke rigtig sker noget inde i knolden, jeg frygter allermest.«

Han har også fået sin tro igen:

»Jeg har behov for at tro, at der er noget, der er større end os selv, at der er en mulighed for tilgivelse. Det er ikke et forsøg på at unddrage mig et personligt ansvar, men man har brug for at gøre op med sin egen selvopfattelse. Der er nogen, der har lagt nogle ufatteligt flotte, men også ufatteligt svære krav til os og til vores måde at være menneske på. Det hårdeste krav er, at man ikke bare skal elske sin næste - men også sine fjender. Et så radikalt krav vil jeg gerne forsøge at være parat til.«

Når Jørgen Flindt Pedersen - tøvende ganske vist - har valgt at tale ud offentligt om sin angstneurose, er der flere årsager:

»Jeg synes, det er vigtigt med åbenhed om psykiske sygdomme. For selvom jeg selv netop har valgt at fortælle om min angstoplevelse, kan jeg stadig mærke en stor tøven inde i mig selv - en form for flovhed over, at der var noget inde i hovedet, som brækkede, en flovhed jeg ikke ville have haft i forhold til et brækket ben.

Det har også været vigtigt for mig at vise, hvordan mine omgivelser dengang tog hensyn til mig, og at jeg siden fik alle de år, hvor jeg sad i meget stressfyldte jobs uden at bryde sammen.

Sygdom i sindet kan også være en form for seismograf, der giver udslag på den åndelige Richter-skala, når samfundet udvikler sig for hurtigt. Når hele verden bliver en mulighed, når vi er i familie med alle, er vi i familie med ingen.«

Lider han af dødsangst?

»Nej - snarere af angst for ikke at have levet helt og fuldt - at noget gik min næse forbi.«