Det skete en februaraften i 1993 midt under forestillingen på Det Kongelige Teaters scene.

Det kom som et lyn fra en klar himmel, og det var ikke bare klappen, der gik ned. Det var et vågent mareridt, der fuldkommen lammede Lillian Tillegreen. Hun kunne ikke tale, og hun kunne ikke bevæge sig:

»Hvis der havde stået en mand med en revolver og sagt: Nu siger du din næste replik, ellers skyder jeg dig, så havde jeg sagt: Skyd!«

Det mærkelige var, at Lillian Tillegreen elskede at være med i Peter Asmussens »Ungt Blod«, på én gang et lystspil og et sjæledrama om tre gamle skoleveninder, der – med alderdommen og døden inden for rækkevidde – mødes én gang om året, men denne gang får mødet et fatalt forløb.

Anmeldelserne var fine: »Formidabelt spil« af Karen Margrethe Bjerre, Vera Gebuhr og Lillian Tillegreen som tre kvinder, hvis livsløgn bliver afsløret.

»Men det var også en svær rolle. Lily, som jeg spillede, er en evigtkværnende, dybt frustreret kvinde, der ikke kan holde sammen på sine tanker.

Det var sidst på sæsonen, og jeg prøvede samtidig på et andet stykke. Jeg vidste godt, at jeg var stresset, men reaktionen kom fuldstændig uden varsel.«

Hvad skete der?

»Jeg bliver væk. Jeg besvimer ikke, men jeg står som fastfrosset på scenen. Jeg ved, hvor jeg er, og jeg ved, hvor jeg skal gå hen. Men jeg er lammet.

Jeg ser Vera, og jeg ser Karen Margrethe. Jeg kan se på Veras øjne, at hun er klar over, at noget er rivende galt. Men Vera er kvik. Hun springer simpelthen min monolog over, går hen og tager mig under armen og siger: Nej kom Lily, nu går vi altså!«

Ingen i salen har opdaget, at der er noget galt, Men ude i kulissen kan Lillian Tillegreen kun tænke på én ting. Hun må have fat i et rollehefte. Hun kan ikke huske én eneste af sine næste replikker. Hun læser som en besat – og går ind og gennemfører forestillingen:

»Selvom jeg var så angst. Går du ind på en scene, skal du spille din rolle, huske dine replikker – det var ikke det, der var problemet – men du må ikke gå ud, før stikordet falder. Jeg lider ikke af klaustrofobi, men følelsen af at være fanget gjorde mig rædselsslagen.«

Lillian Tillegreens sammenbrud på scenen, blev begyndelsen til tre års depression. Hun var 68 år, da sygdommen ramte hende, og hun havde aldrig troet, at hun skulle komme til at stå på en scene igen. Men det kom hun:

»Jeg kan ikke undvære miljøet, og jeg var heldig, at jeg hele tiden havde en lille smule film, og lidt fjernsyn og hørespil, så jeg var ikke helt væk. Det, tror jeg, var med til at gøre mig rask igen.«

Lillian Tillegreen er ikke født med noget lyst sind: »Jeg er stenbuk – nej, vi tror ikke på stjernetegn – og der er pligtfølelse et fremherskende karaktertræk. Jeg har altid følt, at alt skulle nås. Det går, så længe, man er ung, men da jeg blev syg, havde jeg glemt, hvor gammel, jeg faktisk var blevet.«

Lillian Tillegreen har aldrig kendt sin far: »Han stak af til Frankrig lige før brylluppet med min mor, et par måneder før jeg blev født. Jeg spurgte aldrig min mor om ham. Det ville jeg ikke belemre hende med, og det er kun fra min moster, at jeg ved lidt om ham. Men jeg har aldrig hørt fra ham, og han havde ellers kun behøvet at skrive én gang om året, for jeg er født juleaften.«

Lillian Tillegreen har ingen følelser over for den far, der svigtede dem. Men hun er bitter på sin mors vegne:

»Der blev hvisket om hende. Heldigvis fik jeg senere en dejlig stedfar og en halvbror.«

I Blå Bog oplyser Lillian Tillegreen, at hun er datter af »strygerske Kamma Christiansen«: »Det er en hilsen til min mor, der efter min stedfars alt for tidlige død måtte slide hårdt i det.«

Lillian voksede op hos sin mormor og morfar. Og når nogen spurgte hende, hvem hendes far var, svarede hun, som hendes mormor havde lært hende det:

»Det er Gud!«

Hun var flittig og dygtig i skolen: »Jeg vidste, jeg kunne glæde min mor og min familie, hvis jeg klarede mig godt. Sådan kunne jeg bøde på, at jeg var kommet anstigende på den måde.«

Lillian Tillegreen fik en kontoruddannelse, men det var teatret, hun brændte for.

»Morfar var bidt af teatret, og han tog mig med i Aarhus Teater. Jeg var meget følsom, men havde nok svært ved at give udtryk for mine følelser. Jeg tror i virkeligheden, at det er generte mennesker, der bliver skuespillere. Det legaliserer følelserne. Du kan blive vred, og du kan græde på scenen.«

I 1949 blev Lillian Tillegreen elev på Aarhus Teater, hvor direktør Henning-Jensen tog hende under sine vinger. Hun var et åbenlyst talent og fik hurtigt de store bærende ungpigeroller med gennembrud som Constance Leth i »Egelykke«.

Med sit eksotiske ydre og sin røgslørede stemme blev hun sammenlignet med Inge Hvid Møller. Og i 1953 sendte Peer Gregaard bud efter hende til Det Ny Teater i København, hvor hun triumferede som geishaen Lotusblomst i »Det lille Thehus«.

»Jeg er perfektionist, og jeg var meget nervøs. Det var et nyt teater, nye mennesker, og jeg skulle kun tale japansk. Men det gik jo godt.

For det meste har jeg været lykkelig på scenen. Det skal være et meget dårligt stykke, og det skal være meget dårligt iscenesat, hvis jeg ikke har været det.«

Lillian Tillegreen var året før blevet gift med sin kollega, Holger Perfort, og da hun var 40 år, blev hun mor for første gang:

»Jeg havde nok at bestille. Især var jeg glad for hørespillet. Hver gang de havde brug for en dronning eller en luder, sendte de bud efter mig.«

Var hun stresset?

»Det har jeg jo nok været, uden at vide det rigtigt. Nu er jeg ikke i tvivl om, at det var stress, der gjorde mig syg. Jeg fik simpelthen det, sportsfolk kalder præstationsangst.«

Lillian Tillegreen var klar over, at hun skulle have professionel hjælp. Det fik hun af en god psykiater, og af den medicin man efterhånden fandt frem til:

»Depression, og jeg taler ikke om at være ked af det, er ikke for amatører, og man skal for Guds skyld ikke begynde at eksperimentere med alternativ behandling. Det skal foregå under lægekontrol.

Det er også så nemt at sige, at det nok er alderen, at man sikkert er blevet lidt dement. Det skal man ikke finde sig i.«

Det var også svært for Holger Perfort at forstå, at hans kone var syg:

»Hvordan forklarer man en depression? Det var jo ikke sådan, at jeg lå i sengen i tre år for nedrullede persienner. Jeg passede vores hjem, gik tur med hunden, og jeg gik også i teatret, men jeg havde ikke lyst til noget. Der var ingen glæde.

Det, der er sværest, er at lukke øjnene op, når man har sovet. Så er det, som om tyngden kommer igen.

Man prøver på at skjule, hvordan man har det. Man siger ikke: Goddag, jeg har en depression. Man skammer sig. Det er ikke noget at fejle. Man kan bare tage sig sammen. Det har jeg hørt sagt. Men det kan man jo ikke.«

Overvejede hun selvmord?

»Ja, det har jeg tænkt på. Men jeg tænkte også, at jeg ikke skulle tænke på det. Det er ingen bebrejdelse mod dem, der ikke kan bære det – og det bærer Gud så nok også over med – og man skal heller ikke tro, at man er uundværlig, men man kommer til at volde andre en usigelig sorg og skyldfølelse, og det skal man ikke plaske på andre.«

Det var Folketeatrets ildsprudlende direktør Preben Harris, der fik Lillian Tillegreen tilbage til scenen:

»Han skældte mig simpelthen huden fuld en dag, vi mødtes: Sig mig engang, skammer du dig ikke over, at du bare går derhjemme i Hostrups Have i stedet for at stå på en scene, hvor du hører hjemme!

Nu ved jeg ikke, om han troede, at vrede ville hjælpe mig – for det gør det ikke – men han ramte noget i mig med sin skideballe: Jeg tænkte: Gider han virkelig skælde mig ud for at få mig i gang igen? Er jeg alligevel så meget værd?«

Og i november 1999 stod Lillian Tillegreen igen på scenen som vaskekonen i »Et Juleeventyr« på Folketeatret:

»Og jeg oplevede, at det igen var sjovt at spille komedie. Det var i et glimt, det varede kun nogle få sekunder. Men det var et mirakel.«