Fra Berlingske Tidende søndag den 26. august 2001

Bil på vej: Citroëns C5 Stationcar

Af Torben Arent

Denne prøvekører har altid haft det lidt underligt med biler - som de store Citroëner – der af sig selv kan finde på at hæve eller sænke sig. Den praktiske værdi af den komplicerede teknik kan diskuteres, når f.eks. Renault med Lagunas konventionelle affjedring kan opnå så fornem en undervogn.

Men her i stationcar-versionen af C5, kaldet Weekend, giver det alligevel mening. Udover at C5 kører præcist og komfortabelt, men dog ikke som et flyvende tæppe, indebærer tredje generation af Citroëns væske-luftaffjedring klare fordele for en stationcar.

Først og fremmest sørger systemet for, at bagvognen ikke »hænger«, ligegyldig hvor meget man læsser ind i det store bagagerum. Det er et plus for køreegenskaberne.

Dertil kommer en fin finesse, som man dog næppe vil bruge så ofte: Med en knap i bagagerummet kan man hæve og sænke bagvognen, også selv om motoren er slukket. Otte cm over normalstilling og otte cm under.

Ved at lade bilen »knæle« bliver læssehøjden lavere, og tungere genstande slæbes lettere ind. Man kan ligefrem forestille sig, at man med en lille rampe kan trille en tung græsslåmaskine ind.

Affjedringssystemet betyder desuden, at bilen automatisk sænker sig ved høj fart, og modsat hæver sig ved kørsel på dårlig vej med under 70 km/t. Endelig kan føreren vælge at pumpe bilen endnu højere op, så man får større frihøjde. Med op til 40 km/t. kan man så snige sig ud ad et hjulspor med høj midterrabat. Det er trods alt noget, som ikke mange andre biler kan.

Danmarksmester i plads

Ellers falder det i øjnene, hvor praktisk – og rummelig – C5 stationcar er. Der findes ganske enkelt ikke nogen anden bil i klassen, der sluger mere bagage, og det er unægtelig en kvalifikation blandt stationcars.

De mere eksklusive stationcars konkurrerer ligefrem om, hvem der kan give deres stationcars det mindste bagagerum. Alfa Romeo 156 fører indtil videre.

C5 Weekend har fået sine gavmilde indre dimensioner, fordi bilen er endnu større end den femdørs: Plus 13 cm i længden og 4 cm i højden(!). Bagagerummet rummer 563 liter mod 512 i Xantia og 540 liter i Ford Mondeo, den hidtidige klassemester.

Med bagsædet lagt ned er tallet så flot som 1.658 liter – det samme som Mondeo.

Gennemført praktisk

Citroën må have gjort det til sin hjertesag at udforme bilerne så praktisk som overhovedet muligt. Vi så nogle gode takter på Citroën Picasso, uden at det dog lykkedes ét hundrede procent.

På C5 stationcar er der så mange flotte detaljer, at man bliver helt forpustet af at remse dem op. Tilmed er de stort set alle standard.

Ruden i bagklappen kan åbnes separat – og har endda sine egne hængsler helt oppe i taget. Ruden er et kæmpeplus, når bilen er fyldt med feriebagage, og man lige skal lægge en trøje ind.

Både sikkerhedsnet (indbygget i ryglæn) og bagagedækken er standard (fik I den, Volvo?)

Fastholdelsesnet, strømudtag og skilem er standard.

Der er lys i begge sider af bagagerummet.

Måtten i bagagerummet kan vendes om og er på bagsiden beklædt med plast.

Pladen i bunden løftes nemt, når man skal have fat i reservehjulet, og der er en krog, så pladen selv holder sig oppe.

Der er indvendige greb i begge sider af bagklappen.

Alle tre nakkestøtter ved bagsædet kan skubbes ned i ryglænet, så de ikke tager udsyn.

Bagsædet kan foldes frem, uden at tage nakkestøtterne af og gulvet bliver helt plant.

Bagagerummet låses automatisk under kørslen.

Mere kan man ikke bede om. Konkurrenterne må gerne abe efter.

Dertil kommer andre gode detaljer, der også findes i den femdørs, og som giver C5 sin høje brugsværdi.

Dobbelte solskærme.

Fjernbetjening af musikanlægget.

Et mylder af fralægningspladser

Masser af lamper og læsespots.

Advarsel for børnelås fra/til.

Regnsensor (standard på »Prestige«).

Prisen er også god. Tillægget for stationcar er ca. 15.000 kr., og det betyder, at den testede 2,0 Prestige koster 270.000 kr. Med i prisen er bl.a. fuldautomatisk klimaanlæg og en lang række elektroniske finesser.

I anskaffelsespris er C5 tæt på at være den billigste blandt de anerkendte mærker. Om totaløkonomien ser lige så gunstig ud, er en anden sag. Xantia var kendt for meget stort værditab, og om C5 kan navigere uden om det problem, må tiden vise.

Et spørgsmål om stil

Designet er ofte en anden stærk side ved Citroën, selv om AX og ZX ikke har kaldt på de store følelser. Med C5 har Citroën atter fyret op under designet, og det er en bil, som ikke bliver overset. Den kræver stillingtagen.

Min stilling er ikke fantastisk positiv. Nok har bilen karakter, men den høje bil bevæger sig tæt på det svulstige med sit »oppustede« karrosseri.

I stationcaren mildner den længere taglinje indtrykket, og de skarpt markerede baglygtebånd giver øjet et holdepunkt i de ellers meget udflydende former. Så elegant, OK, men klassisk smuk og langtidsholdbar som Xantia bliver C5 aldrig.

Jeg står dog noget alene med den mugne holdning til C5s udseende. Overalt, hvor jeg kom frem med den store stationcar, udtalte folk sig – uopfordret – i beundrende vendinger. Og det er jo godt nok for bilen.