Lagt på www.berlingske.dk den 16. september 2001 kl. 21:00.
Formel 1: Terroraktionen i USA og racerkøreren Alex Zanardis uhyggelige uheld i lørdags lagde en naturlig dæmper på det italienske Formel 1 Grand Prix søndag. Colombianeren Juan Pablo Montoya vandt karrierens første sejr.
Det blev fremtidens mand, der kørte først over målstregen i Italien. Juan Pablo Montoya blev en overraskende vinder af søndagens Formel 1 Grand Prix på Monza-banen, og sejren var samtidig den unge columbianers første Formel 1-triumf.
Men hvis Montoya havde glædet sig til at fejre førstepladsen med flyvende champagnepropper, blev han skuffet.
I respekt for ofrene for sidste tirsdags vanvittige terroraktion i USA var den klassiske sejrsceremoni nemlig aflyst, og løbets columbianske vinder måtte nøjes med at vinke til sine fans fra toppen af podiet.
Søndagens italienske Grand Prix kom dermed som ventet til at stå i skyggen af tragedien i USA.
Allerede inden løbet udtrykte flere af kørerne stærk forundring over, at Grand Prix´et i det hele taget skulle gennnemføres. Ikke mindst Michael Schumacher, der meldte klart ud, at det ikke var lysten, der fik ham til at sætte sig bag rettet på Ferrari-raceren.
»Det er en weekend, hvor der er mange ting, der ikke er, som de skal være. Det er spørgsmålet, om man bør køre dette Grand Prix. Følelsesmæssigt er vi alle sammen meget langt nede,« sagde en alvorlig Schumacher på et pressemøde inden løbet.
Business as usual
Men for Formel 1-chefen, Bernie Ecclestone, var det »business as usual«. Motorsportens magtfulde mand ville ikke lade sidste uges begivenheder komme på tværs af hans sport.
»Vi må ikke bøje os for terrorisme. Hvis vi lader os terrorisere og holder op med at gøre, det vi plejer, så har terroristerne vundet,« lød meldingen fra Ecclestone, og det argument købte Jaguars irske kører, Eddie Irvine uden tøven.
Irvine har haft terrorisme tæt inde på livet gennem det meste af sin opvækst i det borgerkrigshærgede Nordirland.
»Jeg er vant til terrorisme. Fra jeg var fem år gammel, har jeg oplevet meget. Og man er simpelthen nødt til at lade livet gå videre. Man skal ikke ændre sin livsstil på grund af nogle få idioter,« sagde Irvine på et pressemøde.
Den populære kører var ellers tæt på selv at blive en del af det uhyggelige scenario, der udspillede i New York i sidste uge.
Inden løbet på Monza havde Irvine planlagt at lægge vejen forbi sin lejlighed på Manhatten, og han besluttede først i sidste øjeblik at udskyde turen til efter løbet.
»Selvfølgelig tænker jeg på, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde været i New York i tirsdags. Det er da klart,« sagde Irvine.
Men det var ikke kun terroraktionen i USA, der trak sorte skygger henover det italienske Grand Prix. Lørdag aften måtte den tidligere Formel 1-kører, Alex Zanardi, have begge sine ben amputeret efter et uhyggeligt uheld i forbindelse med weekendens CART-løb i Tyskland. Italieneren var sent i aftes satdig i overhængende livsfare.
»Det har været en meget mørk weekend. Ikke kun for USA, men også for motorsporten. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Zanardi, da jeg satte mig bag rettet i dag (søndag, red.),« sagde Ferraris brasilianske kører, Ruben Barrichello, efter løbet.
Ingen Ferrari-jubel
Grand Prix´et på Monza-banen skulle ellers have været den helt store hyldest til Ferrari-helten, Michael Schumacher, der har givet de italienske tifosi deres andet verdensmesterskabet i træk. I stedet blev de rødklædte motor-entusiaster bedt om at droppe jubelscenerne og vise respekt for ofrene for terroraktionen.
Af samme grund kørte det italienske Formel 1-team for første gang siden 1960erne uden reklamer, og begge Ferrari-racere havde sørgebind på deres spidser. Hos Jordan-racerne var Deutsche Post-reklamerne blevet erstattet med amerikanske flag og teamets italienske kører, Jarno Trulli, udtrykte sin holdning således:
»Normalt er Formel 1 en glædelig begivenhed. Men der er ikke noget at fejre, når vi ser, hvad der sker rundt om i verden. Tragedien i USA er hele verdens tragedie. Ingen er glade i dag,« sagde Trulli til Reuters.
Overalt på tribunerne havde de italienske tilskuere hængt anti-krigs bannere op, og det skortede ikke på støtte til de amerikanske ofre.
Men deres store helt blev ikke glemt midt i tragedien. Det største banner af dem alle sendte en klar hilsen til den tyske verdensmester.
»Schumy (Michael Schumacher, red.), kig op i himlen - det er det eneste, der er større end dig,« prædikede de sorte bogstaver.