Lagt på www.berlingske.dk den 26. juli 2001
Forældre synes altid, det er noget så nuser, når de opdager, at deres lille pusling nu har fået en særlig god og kær ven eller veninde. Den flinke pædagog i børnehaven fortæller far og mor, at junior nu er begyndt at spendere lange timer sammen med en ligesindet i puderummet eller ude i buskene i det fjerneste hjørne af legepladsen. Og forelskelsen ude i det fri bare vokser fra dag til dag, mens far og mor sidder inde på arbejdet, og fortrænger den dårlige samvittighed over familiens institutionaliserede liv.Derfor er det trygt at vide, at ens barn også er elsket af andre, selv om man jo som voksen inderst inde godt ved, at man i en alder af fire, fem eller seks naturligvis ikke kan vide, hvad kærlighed er. Det ved de voksne nemlig godt, selv om de ikke rigtig har tid til at praktisere den længere, og derfor må nøjes med at drømme.
Det er i sin essens den meget almene, men også væsentlige historie, som Linda Klein og Pia Thaulov får fortalt i bogen »Jonatan«. Det er en rigtig hjerteknuser af en billedbog, som i både tekst og billeder kalder på det dybe sofahjørne, hvor børn og forældre mødes efter børnehaven og arbejdet.
Pia Thaulovs billeder er fulde af sødme og magi, og skifter vildt og vittigt i perspektiv og synsvinkel. Man morer sig kosteligt over den flagrende Tante Dorete, der hele tiden vil belære Rebecca om den store, ægte kærligheds tegn og karakteristika (noget med at ville klatre på høje bjerge, svømme i dybe, hajfyldte farvande, vandre barfodet på søm og skruer, og sluge store kameler!). Hvilken overdådig karikatur af de voksnes tankegang, der nogle gange er betydelig mere naive og verdensfjerne end de spillevende børn. Pia Thaulov har virkelig taget os på kornet i disse varme akvarelstrøg!
Det samme gælder for Rebecca - vores lille heltinde - og hendes livs første kærlighed, Jonatan, der selvfølgelig er lidt mindre både af alder og højde. Sådan tænker børn jo: ukonventionelt og lige fra hjertet. Vil du have mig, så tag mig!
Nogenlunde det samme siger Linda Kleins fornemme tekst. Tæt, vibrerende, underfundig og ligefrem i hver eneste sætning. Ren nydelse. Og hvordan starter man egentlig en god historie for et barn på fire-fem år? Se, det ved Linda Klein. Ikke så mange lyriske dikkedarer, men lige på og helt ærligt:
»Jeg hedder Rebecca. Jeg er fem år og går i børnehave, og min kæreste hedder Jonatan og går i den samme børnehave som mig. Han har rødt strithår og isblå øjne, og når man siger: »Hej Jonatan!«, sniger hans smil sig lige så stille op og sætter sig fast på kinden. Han er kun tre år, men selv om jeg er fem, elsker jeg ham alligevel.«
Hvor kunne vi dog lære meget af vores børn, hvis vi havde tid til det. Men en god bog som »Jonatan« er da altid en begyndelse.
