Lagt på www.berlingske.dk den 29. september 2001

Blå himmel over Delhi

Tekst: Judith Betak, Foto: Leif Tuxen

Ja, de kan holde der i både seks, syv og otte timer, før de når frem til gas-standerne, får jeg fortalt. Og det er det, det handler om - den gas, som har skaffet New Delhi sin blå himmel tilbage.

Som alle andre millionbyer i verden - og især i den tredie verden - havde trafikken i Delhi udviklet sig til et kaos af diesel-osende lastbiler, busser, taxaer og de allestedsværende gule atuk´er, som ved halsbrækkende manøvrer zigzag´er sig gennem det hele. Osen fra det larmende helvede hang synlig i både næsen og som et lag på himlen over byen.

Alle talte om det, men ingen gjorde rigtig noget ved sagen, heller ikke politikerne. Men for fire år siden tog Supreme Court fat på problemet og vedtog en lov om, at i 2001 skulle al byens offentlige trafik overgå til gas som brændstof - og det skete af hensyn til befolkningens sundhed.

Men de fire år gik - og på rigtig indisk maner, fik man ikke rigtig sat noget i værk for at forberede sig på de nye renere tider. Politikerne vågnede først med et sæt, da loven stod for at træde i kraft og bad derefter så mindeligt om udsættelse.

»Nej,« lød det kategorisk fra den højeste retsinstans i Indien: »I har haft fire år til at forberede jer - politikerne må tage deres ansvar for, at det ikke er sket.«

Det gør politikerne så, men det er atuk-ejerne, taxa-ejerne og buschaufførerne, som må stå i kø i timevis ved de få tankstationer i Delhi, der kan levere, den gas, de skal køre på.

Sådan har det nu været i fire måneder - men himlen er blevet mere blå og luften mærkbart renere.

Det kunne jeg konstatere i egen næse, da jeg for nogle uger siden besøgte byen netop som monsun tiden gik på held, og den hede Delhi-hverdag nu ikke mere var fugtig hed, men bare hed.

Jeg boede på hotel i syd Delhi - der hvor de fleste store internationale hoteller befinder sig, og der, hvor man må gennem regerings-området, med de store brede næsten biltomme gader mellem præsidentens palads Rashtrapati Bhavan, regeringsbygningen og den lige så monumentale India Gate og alle de andre seværdigheder, som altid hører med til en byrundtur, men som ærlig talt ikke er særlig spændende at se på.

Old Delhis overvældende trafik opleves bedst fra en cykel-rickshaw.

Spændende er det derimod, da vi i Old Delhi i bedste overensstemmelse med kampen mod luftforureningen kører rundt i de smalle gader i cykelrickshaw - i et behageligt tempo, hvor der er tid til at følge det livlige handelsliv gade op og gade ned - her har hverken stormagasiner elller kæmpe varehuse udkonkurreret de små handlende og håndværkere, hver med sin vare og sin ydelse.

Der er larm, der er farver, der er lugt, det er varmt og der er mennesker alle vegne - cykler til transport af både mennesker og varer, knallerter og scootere - jo den stigende indiske velstand kan læses i trafikken - biler og også enkle lastbiler som giver totale trafikpropper i de smalle gader - De oser til gengæld, for her er gas-kravet endnu end drøm.

Jama Masjid, den store fredagsmoske i Old Delhi, hører med i enhver byrundtur.

Vi har et mål midt i Old Delhi - den store fredagsmoske, Jama Masjid . Det er et typisk turistmål, så her bliver vi mødt at både spedalske, vanskabte tiggere og fattige, beskidte, betlende børn. Alt det som Indien i almindelig opfattelse er så kendt for, men som i virkeligheden ikke er særlig udbredt, når man altså lige ser bort fra de store turistmagneter, hvor også de mange sælgere af alskens turist-krims-krams slår til.

Ved alle større seværdigheder sværmer de ihærdige sælgere af alverdens turist-krims-krams.

Moskeen er, som alle store kirke/tempel byggerier imponerende, og til de lokale besøgendes store fornøjelse springer vi af sted som vingeskudte krager, mens vores bare fødder næsten svitses på de brændende varme marmorfliser. Vi skulle nok have sagt ja til at leje et par tykke sokker udenfor, hvor vi dog uden at skulle betale blev pakket ind i saronger, så både ben og arme var behørigt dækket.

Fredagsmoskeen er Indiens største. Den blev bygget under Shah Jahan og stod færdig i 1658. På den store åbne plads, som vi kom over med lynets hast, kan der være op til 25.000 mennesker under fredagsbønnen.

Når man besøger sikhernes vigtigste tempel, det er i øvrigt også det største i Nordindien, Gurudwara Bangla Saheb, som ligger i New Delhi ikke langt fra Connaught Place, skal man også have håret dækket - men også her får man gratis udleveret et passende tøjstykke.

Den daglige madlavning i sikh-templet Gurudwara Bangla Saheb er en lige så stor oplevelse som selve det smukke tempel. Foto: Judith Betak

Templet har foruden bede- og eftertænksomheds- eller meditationsafdelinger også et stort badebassin, næsten en sø med helligt vand, hvor mænd og drenge bader i al offentlighed, mens kvinder og pige søger ind i de dertil opbyggede badehuse.

En hel speciel oplevelse er det at besøge det store køkken, som er i forbindelse med templet. Her arbejder frivillige hver eneste dag med at kokkerere, bage tusindvis af de traditionelle roti-brød og lave grønsagsstuvning med linser og bønner for at bespise de hundredevis af mennesker, der hver dag uanset religion og kaste kan søge til templet og få et gratis måltid mad (langar). Det foregår daglig mellem kl. 12 og 14 og igen mellem kl. 18 og 20.

Selv om flertallet af den indiske befolkning er hinduer, 80 pct., så er et besøg i et hindutempel ikke på programmet under vores byrundtur.

Det er derimod et besøg i Ray Ghat, hvor Mahatma Gandhi blev brændt hvorefter hans aske blev strøet i Yamuna-floden. I dag er stedet et valfartssted, og i parken omkring marmor-krematorieplatformen arbejdes livligt med at anlægge blomsterbede og gange.

Et helt anlæg er bygget op om det sted, hvor Mahatma Gandhi blev brændt, hvorefter hans aske blev spredt i Yamuna-floden.

At det er dårligt betalt arbejde og rekrutteringen sker fra samfundets bund kan ikke tage elegancen fra kvinderne, som i de deres farvestrålende og i forhold til arbejdet bemærkelsesværdig lidt snavsede sarier balancerer med kurve på hovedet med overskydende jord, grus og bygningsmaterialer.

Delhi er også shopping: Tøj, lædervarer, tæpper f.eks. og ingen hjemrejsende kuffert uden sit farvestrålende pashmina-sjal. De fås i varierende kvalitet med og uden silke og i lige så varieret pris. Der er et for enhver pengepung for til enhvers handelstalent - for pruttes skal der, stort set i enhver forretning.

Thali kaldes denne servering - den indiske version af en »platte« - her får man en række småretter med ris og brød, så man selv kan sammensætte sit måltid.

Stor var imidlertid min overrraskelse, da jeg stod midt på Connaught Place og i den rasende trafik hverken kunne finde op eller ned i de cirkulære gader. De forretninger med de kendte mærkevarer produceret i Indien, som jeg sidst brugte som pejlepunkter, kunne jeg ikke finde.

»De er flyttet sydpå«, fik jeg forklaret af de allestedsværende ovenud elskværdige »hjælpere«, hvis ihærdighed nok kan få en dansker til at tabe tålmodigheden. Så nu er det f.eks. det nye shoppingcenter South Extension i Syd Delhi, man skal søge - og hvis man er til antikviteter, så er Hauz Khaus Village en mulighed.

Man kan jo også bare slappe af fra indkøbsracet og se nærmere på noget af det, man med garanti ikke har råd til at købt: Verdens største diamant - som for tiden er udstillet sammen med ægte Maharaja-juveler i National Gallery. »Nazims Jewels« hedder udstillingen af juveler med bl.a. den verdensberømte Koh-i-Noor juvel - som i sin tid fik de britiske koloniherrers øje næsten til at falde ud af hovedet, når Maharajaen af Punjab - Ranjit Singh var klædt i galla og bar denne juvel - Hvem ved, måske var denne imponerende juvelsamling som inspirerede britterne til at kalde Indien: The Crown of the Impire.