Lagt på www.berlingske.dk den 12. september 2001 kl. 12:53.
Uvist om rejseforsikringer dækker
Hos SOS-International diskuteres det, om terrorkatastrofen i New York kan betragtes som force majeure.
I givet fald dækker rejseforsikringerne ikke de ekstraordinære udgifter, som skandinaviske rejsende til New York og resten af USA får som følge af den uoverskuelige situation. Administrerende direktør Bo Uggerhøj forklarer, at det er et spørgsmål, der endnu ikke er taget stilling til, men at folk som udgangspunkt bliver hjulpet her og nu, når de henvender sig. SOS-International er alarmcentral døgnet rundt for folk, der er rejst ud med en rejseforsikring. Selskabet skønner, at mellem 5000 og 10.000 skandinaver opholder sig i eller lige omkring New York i øjeblikket. Onsdag morgen havde ca. 25 ringet til SOS for at få råd og hjælp til at betale for ufrivilligt forlænget ophold i USA og til at komme hjem. Alarmcentralen havde ikke fået oplysninger om tilskadekomne skandinaver. Ritzau
|