Lagt på www.berlingske.dk den 13. september 2001 kl. 15:59.
Et F-16 fly fra det amerikanske luftvåben forfulgte den kaprede Boeing 757, der senere tirsdag styrtede ned i delstaten Pennsylvania.
Det har tidligere været fremme i medierne, at der var amerikanske militærfly i luftrummet i nærheden af det kaprede fly, men ifølge avisen The Boston Globe var denne F-16 på decideret jagt.
Da det kaprede fly pludselig foretog en 180 graders vending for at returnere til Washington, fulgte jagerflyet med.
- Han må have set det hele, siger en ansat fra et regionalt flykontrolcenter i Nashua i delstaten New Hampshire.
Herfra fulgte flere af flyvelederne de kaprede fly via monitor.
- Efter det første fly havde ramt (World Trade Center), havde ingen af os forventet, at det ville ske igen. Vi blev fuldstændig taget med bukserne nede, sagde en af de ansatte til avisen.
Ritzau/ 131544 CET SEP 01