Styret i Afghanistan har kun reageret med foragt over for de krav, der i ugevis er blevet stillet til det. Fra de første benægtelser af overhovedet at kende til terroristen Osama bin Ladens tilstedeværelse i landet har der gået en rød tråd af forsøg på at afværge det uundgåelige. I går prøvede Kabul-regimet endnu en gang med en halvkvædet vise om selv at ville stille bin Laden for retten, men USAs afvisning var lige så forudsigelig, som den var rigtig. Og i aftes slog koalitionen mod terrorisme så til med det nødvendige militære svar på den nye trussel mod demokratiske lande overalt i verden.

Koalitionen, anført af USA, har ikke alene ret til at forsvare sig. Det er en moralsk nødvendighed at slå til mod de nederdrægtige kræfter, der foranstaltede massemordene på tusinder af uskyldige på den frygtelige dag 11. september. Angrebene mod World Trade Center og Pentagon var et forsøg på at ødelægge og forkrøble ikke alene USA som nation og leder af den vestlige verden, men også demokratiske samfund i bredeste forstand. Lader man sådanne ugerninger forblive ustraffede, uden at slå igen med ødelæggelsen af de netværk, der udtænker, planlægger og udfører terrorhandlinger i dette massive omfang, vil de demokratiske samfund ikke kunne overleve på længere sigt. Presset af angst og utryghed vil de langsomt give køb på de værdier, der netop kendetegner demokratiet, som vi alle har lært at værdsætte det.

Det er blevet fremhævet som et argument imod en militær reaktion, at den bl.a. vil ramme uskyldige. Observationen er rigtig, og derfor må krig altid være den sidste mulighed, når alle andre er udtømt. Men bekymringen rokker ikke ved, at er krig den eneste farbare vej til at afskære fjenden fra at slå til igen med nye forsøg på massemord – ja, så må denne vej betrædes. Og der er ingen tvivl om, at koalitionsstyrkerne vil gøre deres yderste for at mindske antallet af civile ofre.

Det er også blevet fremhævet, at det militære svar på terrortruslen vil udløse en ond cirkel af vold, herunder få hele den muslimske verden til at rejse sig mod USA og Europa. Argumentet er lige så forkert, som dets hensigt er tydelig: at presse ansvarlige politiske ledere til at lade stå til og afstå fra at foretage det fornødne.

En lignende argumentation blev ført i marken efter det irakiske overfald på Kuwait for ti år siden, og inden det internationale samfund slog til mod aggressoren. Man sagde dengang, at alverdens muslimer ville rette ind i geleddet bag Saddam Hussein, hvis de vestlige lande reagerede, men intet viste sig at være mere forkert. Tværtimod deltog en lang række arabiske lande i koalitionen mod Bagdad og havde styrker i felttoget. Også denne gang deltager arabiske lande i koalitionen mod terrorismens bagmænd, dybest set fordi de frygter terrorismen i samme omfang som os andre og ønsker den udryddet. Dette er ikke, har aldrig været og vil aldrig blive et opgør mellem hverken religioner eller civilisationer.

To ting skal man gøre sig klart nu. Bush advarede i sin TV-tale i aftes om, at opgøret vil blive langvarigt. Der bliver brug for tålmodighed, inden truslen er slået tilbage. Vi er formentlig ved begyndelsen til en årelang indsats, hvor der vil blive tilbageslag undervejs. For det andet kan man ikke udelukke, at fjenden vil slå til, hvor vi mindst venter det. Forøget agtpågivenhed vil være påkrævet.

Om Danmarks holdning i dette opgør er der heldigvis ingen tvivl. Regeringen med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen har fra første færd stillet sig bag USA og tilbudt at hjælpe til med efterretningsoplysninger, udstyr og om nødvendigt med styrker. Efter fodnoteperioden i 80erne, hvor der kunne stilles spørgsmålstegn ved vor ansvarlighed over for vore allierede og i en tid, hvor der på det europæiske politiske område stadig er usikkerhed om Danmarks kurs, er det rart at vide, at vort land denne gang har formået at placere sig sikkert og synligt for alle, nemlig på den rigtige side af fronten mellem retfærdigheden og uretten.