Der kom en vred e-mail til redaktionen.

Ikke blot var læseren vred over, at vi endnu ikke havde anmeldt den nyåbnede café og restaurant »Kelleren« i Studiestræde, der udtrykkelig henvender sig til bøsser og lesbiske. Det blev også mere end antydet, at udeladelsessynden skyldtes, at Tante Berlingske ikke så med milde øjne på den slags snavs.

Men må vi så lige være her, søde. Der kunne jo til en start være flere årsager til, at tanten er forblevet tante.

Men som faste læsere af denne side vil vide, har min kollega Søren Frank og jeg i vores snart fem år på pladsen da ikke været for hverken hvide, københavnske eller heteroseksuelle til at anmelde eksempelvis både franske, græske og sågar jyske restauranter. Så vi tør roligt hævde, at heller ikke i gastronomisk henseende er noget menneskeligt os fremmed.

Imidlertid kan vi i den politiske korrektheds navn selvfølgelig ikke lade os plette af den slags antydninger. Så jeg allierede mig med en oplagt medspiser, nemlig den unge redaktør af Berlingske Tidendes kommende, glittede livsstilsmagasin, gik i hård træning med at se »Will & Grace« på TvDanmark 2 en uge i træk, og så sprang vi ellers ud i det.

At sige det var en skuffelse, ville ikke være det rigtige ord. Slet ikke hvis man blot betragter stedet som restaurant slet og ret, hvad vi straks vender tilbage til.

Men alligevel. Og man kan vel heller ikke udelukke, at nogle af målgruppens mere flamboyante medlemmer ligefrem ville betragte det lyst og imødekommende indrettede sted som midtsøgende og borgerligt.

For nok skilter »Kelleren« rundt omkring med sig selv som - på moderne dansk - Gay & Lesbian, hvad der også fremhæves udtrykkelig på menukortet. Men gæsterne denne aften adskilte sig hverken synligt eller hørbart fra hvad man kan møde på så mange andre bedre københavnske restauranter i moderne stil, hvilket vil sige et alsidigt udvalg af både hudfarver og køn i fredelig sameksistens.

Og hvad betjeningen angår, er det ganske vist ikke ligefrem Brian Nielsen-typer, der varter op, men heller ikke her adskiller stedet sig nu markant fra så mange andre. Til gengæld virker både opmærksomhed, effektivitet og kompetence ulastelig, også på en meget velbesøgt aften som denne.

Uanset hvad navnet måtte forlede én til at tro, ligger restauranten - som i øvrigt er opkaldt efter indehaveren Kell - på 1. sal. Prisniveauet er også en smule over jordhøjde, med hovedretter op imod de 200 kr., mens til gengæld en dagsmenu, der går fra 258 kr. for tre retter til 338 kr. for fem virker mere imødekommende.

I særdeleshed denne aften, hvor tjeneren proklamerede at man - »vi er i sommerhumør« - solgte menuen til halv pris (og nej, det var ikke et forsøg på at forføre anmelderen: det gjaldt også ved de andre borde). Det lignede det berømte tilbud, man ikke kan afslå, så både medspiseren og jeg besluttede os for at lade à la carte være à la carte og tage menuen fra en ende af.

Og sommerhumøret varede ved. Menuen viste sig nemlig helt generelt at være en fint afstemt tur gennem nogle af de mest ærkedanske råvarer, årstiden kan opvise, uden meget undervejs der lignede smutveje eller kompromiser.

Til at begynde med, udover et fint brød med vinblade og oliventapenade, gjaldt det en kold ærtesuppe, med hvad menukortet kaldte tomat- og avocado-crunch, i realiteten et lille tårn i midten af suppen med avocado nederst og hakket tomat på toppen. Det var næsten så svalt, sommerligt og fint afbalanceret i smagen, som man kunne ønske sig, og bare et lille nip mere salt havde gjort retten helt perfekt.

Efterfølgeren manglede til gengæld ikke noget. En flok af de største og saftigste, grillede kammuslinger, jeg nogensinde har set - og i denne forbindelse har størrelse virkelig betydning - lå i selskab med en ordentlig pesto og en ifølge kortet spicy rabarberkompot, der så afgjort levede op til sit navn. Kombinationen af frugt og chili er ellers altid god, men her var chilien blevet brugt med så - havde jeg nær sagt - løs hånd, at den nærmest overdøvede alt andet.

Hovedretten var, hvis man kiggede nærmere efter, i virkeligheden en variation over en dansk klassiker: høns i peberrod. Blot var hønen her en bornholmsk unghane, serveret på spid, og den traditionelle, mørteltykke peberrodssauce muteret til en meget let blanding af peberrod og mascarpone-ost, suppleret med enkelte strimler peberrod på toppen.

Her som i øvrigt viste køkkenet en svaghed for frugt eller i hvert fald for at blande lidt sødt ind i smagen. Og de syltede brombær og ribs udgjorde et fint modstykke til den i øvrigt robuste ret, der til overflod også kom med nye danske kartofler.

Afviklingen af måltidet var hidtil gået helt gnidningsfrit, hverken for hurtigt eller langsomt. Ikke desto mindre spurgte tjeneren nu, om vi havde lyst til en pause, hvad vi efter en så fyldig hovedret kun kunne sige ja til, hvorefter resten af måltidet som det naturligste af verden blev afviklet i et lidt lavere tempo.

Men vi var efter at have sundet os lidt da klar til osten. Her var der kun én, til gengæld et stort stykke fremragende og veltempereret bornholmsk blåskimmel, side om side med en lille kompot af rødløg og en diskret stribe indkogt balsamico.

Til desserten deltes så endelig min og medspiserens veje, ganske enkelt fordi det for hans vedkommende havde været kærlighed ved første blik, da han så, at à la carte-afdelingen bød på kold rabarbersuppe. Og den var alt, hvad han havde håbet på: så fyldig og afrundet i smagen som man kunne ønske sig, suppleret med et stykke vanilleparfait og et fikst, nudellignende sukkerfletværk allerøverst (68 kr.).

Menuens dessert var om muligt endnu mere dansk: et lille tårn af groftskårne, gode jordbær med masser af smag og kold vanillecréme omkring. Det afkræver særlig respekt, at desserterne altså netop kun anvendte de (få) danske frugter, der som jordbær og rabarber er klar lige nu.

Vinkortet opererer gennemgående med fornuftige priser. Dog ikke hvad angår det fingerbøl af et glas Jurancon til uhyrlige 60 kr. stykket, vi tog til desserten.

Det og stempelkaffe til 30 kr. var det eneste, der økonomisk lagde sig lovlig meget i overkanten. Selv hvis restauranten ikke havde været i prismæssigt sommerhumør, ville menuen derimod stadig have været en fornøjelse.

Vi er oppe i den øverste top af de tre stjerner, omend lige akkurat ikke med den sidste skarphed, der trækker op til de fire. Den generelle anbefaling er dog ikke mindre af den grund, og skulle man have en gammel tante hjemme i skabet, kan man altså med sindsro også tage hende med.

Bedømmelse: * * * (3 stjerner)