|
Fra Berlingske Tidende mandag den 17. september 2001
Den der dérnede
Monolog-teater: »Vaginamonologerne« er sjov, varm og vedkommende historiefortælling, uden den store dramatiske spændstighed og overraskelse.
Af Marius Nørup-Nielsen
Nu er den her, vaginaen, på Taastrup Teater. Altså, den amerikanske forfatter og dramatiker Eve Enslers monologer om den, baseret på interviews med kvinder i alle aldre, af forskellig herkomst og fra hele samfundslagkagen. I Guds eget land har forestilingen vakt til vækkelse, store grupper af kvinder kan opleves messende »Vagina, vagina …« i fuld offentlighed, anført af berømte kønsfæller. En bevægelse som har spredt sig i den civiliserede verden, og nu måske også til Danmark, hvor den afgjort ikke vil skabe samme rørelse hos den mere frisindede og ublufærdige befolkning, der ikke deler den generelle amerikanske bonerthed.Det handler om bevidstgørelse, retten og modet til at tale om sin vagina, få et forhold til den, der ligger ud over den vanlige objektliggørelse. Det handler om at integrere al den lyst og vilje en vagina har og er. På Taastrup Teater fremstår monologerne mere som historiefortælling end egentligt drama. Iscenesættelsen insisterer – sympatisk nok – på, at hvert et ord skal have plads og høres, ikke nødvendigvis betones pyskologisk og illustreres i aktion. Dog gakkes og spilles der mere ud når teksten insisterer, som f.eks. i Kirsten Peüliches bud på den tidligere advokat, som har viet sit liv til at få kvinder til at stønne. »Jeg elsker vaginaer«, siger hun, og giver prøver på alskens stønneri – fra klitstønnet, over det elegante støn, til fødselsdagsstønnet (Huuuurraaaa). Her overvinder entusiasmen, humoren og varmen al blufærdighed. Power-trekanten på scenen består ud over Peüliche, af Hanne Windfeld og Trine Appel. Sidstnævnte giver forfærdende og sårbar stemme til den bosniske kvinde hjemvendt fra en voldtægtslejr. Hun fortæller om overgrebene, laver den enkle, men skrigende sigende sammenligning mellem sin vagina og en landsby i det krigshærgede område. Lige så enkelt storslået virker hendes fysiske blottelse: Armene bare hænger ned langs siden. Windfeld er livsvarm som den gamle dame, der undrer sig over at nogen tør, og kan finde på at spørge til hendes »dernede«. En legemsdel hun »lagde bag sig« i skam, da safterne flød for første gang på sædet i ungdomsflammens splinternye bil – han væmmedes, hun lukkede af. Siden levede hendes vagina kun i drømme.Vidt omkring Som samlet hele kommer monologerne vidt omkring: Lugt, menstruation, fødsler, sex, håndspejle, skyld, skam og befrielse. Dramatisk set har teksterne ikke den store spændstighed og indre modstand. De ved hvor de vil hen, og der pointeres letfærdigt – klare udsagn. Som teater savner de lidt tvivlens slagkraft, som kun dukker op pr. meta-kommentar hen imod slutningen, hvor Windfeld giver luft til Enslers kvababbelser om, hvorvidt forestillingen blot vækker lyst og ikke eftertanke. Er den lummer? Disse overvejelser flankeres af Appel som den unge lesbiske kvinde, der taler umiddelbart om sex og kalder alt ved rette navn – naturligt naturligvis. Humoren, varmen og viljen er stærk hos Ensler, og overlever bestemt i Ann Mariagers lydhøre oversættelse. De tre spillere er solide i deres fortællekunst, og instruktør Mogens Holm sikker i sit greb om netop den. På den næsten bare scene nyder trekanten sit arbejde. Det vil utvivlsomt smitte af på et publikum, som har smag for den fine, nøgne og pågående fortælling. Oversættelse: Ann Mariager.
Scenografi: Frederik Bjerg. Medvirkende: Kirsten Peüliche, Hanne Windfeld og Trine Appel.
|
