Lagt på www.berlingske.dk den 14. oktober 2001 kl. 22:30.
Cool cash: De største danske hjemmesider vil have penge for deres indhold, og en betalingsmodel skulle gerne være klar næste forår. Bliver det en succes, vil brugerne betale, og bliver systemet brugervenligt og enkelt, så kan det sælges til udlandet i stor stil, spår netekspert.
Betaling for indhold på internet kan give Danmark en global førerposition. Det mener internetekspert Jakob Nielsen. Udtalelsen kommer efter, at de største danske medier og leverandører af indhold på nettet har sat sig sammen ved et bord med et punkt på dagsordenen. At få penge for indhold på nettet.
Lige nu går teleselskaber og store banker på skift ind foran arbejdsgruppen for at præsentere hver deres model for, hvordan netbetaling rent praktisk skal kunne lade sig gøre. Alt skal udvikles fra bunden, for der findes ingen standardmodeller i dag, der kan dække alle web-sites i Danmark under ét. Men finder man den, og får web-indehaverne det til at køre, så er der penge og eksport i løsningen, spår Jakob Nielsen.»I dag findes der utrolig mange små betalingsløsninger på nettet, men et effektivt system kræver, at man kan blive enige om et eller to systemer, der fungerer. Lykkes det for Danmark, kan det give et gennembrud for Danmark på nettet og betyde, at man kan sælge løsningen uden for landet,« siger Jakob Nielsen, dagligt bosiddende i Californien hvor han skriver bøger om og laver analyser af internet.
Grethe Jørgensen er enig. Hun er produktchef for Krak.dk, der også sidder med ved bordet.
»Vi skal have udviklet et nemt, fleksibelt og brugervenligt system, der kan dække alle – fra de mindste til de største websites,« siger hun.
»Vi skal have web-versionen af Dankortet, vi skal have foretaget omfattende undersøgelser blandt brugerne om, hvad de er parate til at betale for, og hvad der fortsat skal være gratis. Men fælles for alle i arbejdsgruppen er, at vi er klar til at levere en masse endnu bedre indhold end det, der findes på nettet i dag. Bare vi får penge for det,« siger Grethe Jørgensen.
I arbejdsgruppen sidder store sites som Sol.dk, Jubii.dk, computerworld.dk, de store aviser og en række fagblade og specialsites.
Imens de diskuterer den helt store løsning, har en række sites herhjemme forsøgt sig med små betalingsmodeller på nettet. Senest Ofir.dk der lejer navne ud til deltagerne i Ofirs chathuse for 100-300 kroner. TDC Internet, Jubii og Cybercity har også forsøg i gang. Og endelig har Den Blå Avis konverteret hele sin webudgave til betalingsmodel.