VÄRNAMO

De havde styr over tingene, de store, de rige og de magtfulde i 1400-tallets Sverige. Deres herregårde blev ikke placeret de ringeste steder. Således heller ikke herregården Toftaholm, som de seneste 600 år har ligget i ly blandt mægtige egetræer og de store skove direkte ned til søen Vidöstern, hvor den private strand og robådene venter.

Engang for længe siden, da den gamle vej, Lagastin, forbandt det indre Sverige med Skåne – og med Danmark - trillede her skramlende diligencer og bondekærrer forbi. Her har konger og deres følge holdt hvil, her er hære draget forbi, enten forsvarende eller angribende.

Toftaholm var i generationer i den store svenske familie Stenbocks eje og var i midten af 1500-tallet en af Smålands største gårde. Pikant er det, at Toftaholm dengang ejedes af Gustav Stenbock. Han var gift med Britta Leijonhufvud, søster til kong Gustav Vasas anden hustru, Margareta, og mændene var svogre. Stenbock var kongens mest betroede mand og blev hans svigerfar, da kongen giftede sig med Stenbocks 16-årige datter, Katarina.

Og netop ved et af besøgene på Toftaholm skulle kongen altså være blevet overrasket af en dansk gruppe, der nærmede sig, og Gustav Vasa flygtede gennem den hemmelige gang under jorden. Og skulle endda have tabt to ringe, som var tiltænkt Katarina.

Så nu glæder de sig til at finde gangen og ringene, de nuværende ejere på Toftaholm, Agneta og Torbjörn Colfach, de 25. ejere siden 1389.

Vi er ganske tæt på motorvej E4, der bringer danskere den direkte vej fra Helsingborg til Värnamo på et par timer, og som fortsætter til Jönköping og de mægtige søer Vänern og Vättern lidt længere væk.

Men vi kunne såmænd have været 1.000 kilometer fra motorvejen, for ved Toftaholm Herregård hersker stilheden. I søerne er der de små øer, hvor træerne ser ud til at være plantet for tæt som i et oasis-arrangement fra planteskolen.

Motorvej E4 ligger ganske nær herregården, men man føler sig alligevel hensat til en helt anden verden derude i skoven

For os må vandrestierne, cyklerne, kanoerne og svampene i skoven vente til en anden gang, for vi vil spille golf. Toftaholm tilbyder golf-weekends, altså må der være baner i nærheden.

»Det er der da også, det er bare en 3-kølle og et 9-jern oppe ad motorvejen til Värnamo, lidt kortere til Lagan Golfbane,« smiler Torbjörn Colfach. Der er nu en smule længere til Värnamo, cirka 15 kilometer hen ad vejen og så til højre ind i skoven. Og hvorfor så ikke bare bo i et af by-hotellerne, tæt på golfen, og billigere?

Det er da en mulighed, medgiver Torbjörn Colfach, hvis man er lidt ligeglad med mad og bo-standard.

»Men vi oplever jo, at der et stort klientel, som gerne vil forkæle sig selv i f.eks. en lang weekend. Vore gæster vil bo godt, de vil spise godt (Toftaholms restaurant er højt rangeret i det sydlige Sveriges herregårde, red.), og de har har ikke noget imod at køre ti minutter til en golfbane,« siger Torbjörn Colfach.

»Vi har mange par fra Italien, fra Østrig, fra Tyskland – og i stadig større grad fra Danmark. De vil simpelthen gerne betale lidt mere for at bo godt og spille god golf. Der er ikke noget som at sidde med en drink ved kaminilden efter golfrunden.«

Lad os da lægge ud med en runde golf i Värnamo, banen der i brochuren kaldes en »interessant, afvekslende og ind imellem svær bane i et usædvanligt smukt landskab«.

Og det er alt sammen sandt. Her er smukt på store, brede fairways mellem mægtige elme og egetræer, ind imellem med udsigt til Hindsensøen. Et par af hullerne ligger lige lovligt nær hovedvejen til Värnamo, men det er tilgiveligt.

Det svære består i at manøvrere uden om de største træer, så der er frit indspil til de udmærkede greens. Forhindringerne står sådan set ikke i kø undervejs, men ligger man i den forkerte side af banen, kan det let koste nogle ærgerlige slag at komme tilbage i en spilbar position.

Således spilledes en gang hyggegolf i afslappende omgivelser frem til 12. hul, da situationens alvor gik op for os: Vi havde allerede ti kilometer i benene fra en formiddagsrunde på Isabergs vestlige bane, som beskrevet i Rejseliv 6. oktober, og da Värnamo begyndte at bide fra sig på bag-ni, var den dramatiske afslutning lige lovligt krævende.

På 12. hul fordres for eksempel et drive længere end 160 meter i luften, da søen ellers tager imod bolden. Skoven til venstre er ikke et meget bedre alternativ. Det gik der lidt tid med.

På 13. hul går det knap 500 meter jævnt opad til en smal green med en snæver indgang mellem stendiger og høje træer, og på 14. hul skulle vi se angsten lige i øjnene: Det diminutive tee-sted er bygget på en lille platform uden gelænder på toppen af et højt klippestykke, så man selv må sørge for at holde balancen i svinget - med fem-seks meter ned til jorden. Da par 3 hullet er over 170 meter langt, skal der ellers svinges godt igennem...

De sidste fire huller var meget hårde ved benene, og under indtagelse af styrkende drikke i restauranten på klubhusets 1.-sal var konversationen da også til at overse.

Mørket har omtrent sænket sig, da vi igen triller ind på Toftaholms store gårdsplads.

Værelserne på 1.-salen af hovedbygningen – der er 45 i alt på ejendommen – er hyggelige og rustikke på en lidt gammeldags facon, men her er, hvad der skal være, inklusive satellit-TV. Klientellet er en blanding af turister, konferencedeltagere og restaurantgæster.

De 45 dobbeltværelser på Toftaholm er gedigent og hyggeligt indrettede.
Foto: Ewa Stackelberg

Middagen bestod af trancheret rådyrsfilet med Karl Johan svampeterrin og smør- og tranebærsovs efterfulgt af en frisk frugtdessert og kaffe: I alt lige under 400 svenske kroner pr. person er absolut en spiselig pris.

Det går med andre ord rigtigt godt, og sidste dag på turen ligger foran os denne kølige morgen. Efteråret er ikke langt væk, temperaturen i det indre Sverige har snuset til nul om natten, men dagen bliver lige så mild og solrig som de foregående.

Kursen bliver sat mod Jönköping nord for Värnamo - og hov: På E4 passerer man også Götaströms Golf Club, som der desværre ikke er tid til at kigge nærmere på i denne omgang.

Jönköping Golfklubb ligger lige efter skovkirkegården i forstaden Kettilstorp sydvest for byen. Golfhullerne ligger smukt i en skov på kanten af en stejl skråning, der skærer igennem på langs og deler banen i to. Spiller man på den øverste del, er det en god idè at holde sig langt fra kanten, men da green på hul 11 ligger som en lille ø på toppen af bakken, kan det være svært nok.

Banen har en del år på bagen, og da længden er mådelig, kan spillere på alle niveauer være med, hvis de holder sig til den slagne vej. Og hvis det ikke var for et par virkelig særegne og mærkværdige forhold, ville man føle sig vældig godt tilpas i Jönköping:

Først det mindste: Teestedet på det meget smukke 14. hul, som de sidste 150 meter frem mod green falder mange, mange meter, ligger bag 13. huls green. Hvilket betyder, at man ikke må spille ind til 13. green, før spillerne på 14. hul har slået og er nået et godt stykke ned ad fairway. Køen bagud strakte sig helt til hul 7.

Og så det, der er endnu værre: Langs med skrænten, lige forbi klubhuset, putting green og driving range, samt ikke mindst klos op og ned af ikke færre end syv af banens tee-steder og også et par af banens greens, løber den lokale jernbane til bl.a. Värnamo. Også i Danmark kan man komme ud for, at en vej eller et jernbanespor krydser et par huller, men her ligger næsten hele banen parallelt med skinnerne, og teestederne er flere steder bygget så tæt ved sporet, at det ikke bare er generende, når man midt i sin stance kan høre rumlen i det fjerne - det er direkte ubehageligt overhovedet at befinde sig på startstedet, når toget buldrer forbi. Man kan ikke engang gå lidt væk, når toget kommer, fordi teestederne ofte er afgrænset af tæt skov eller den føromtalte skrænt.

Vi havde fornøjelsen af fire-fem små lokaltog og som bonus et flere hundrede meter langt godstog, mens vi befandt os på teestederne. Greenfee 250 sv.kr. på hverdage, 300 i weekends, handicapgrænse 30.

I bilen med næsen mod Helsingborg er det derfor med blandede følelser, vi tænker tilbage på runden i Jönköping: Det er faktisk en dejlig bane med ind imellem meget vanskelige huller, men den forbistrede jernbane ødelægger en del af oplevelsen.

Det er midt på eftermiddagen, og vi har tid til at gøre endnu et stop på vejen. Ved Ljungby ligger Lagans Golfklub lige ud til E4, og her er sekretæren så flink at halvere greenfee, hvis vi lover kun at spille ni huller. Han anbefaler os at gå i krig med de sidste ni, som skulle byde på den bedste golf.

Vejen til Småland Toftaholm Herregård tilbyder f.eks. en golf-weekend til 1.355 sv.kr. pr. person. I prisen indgår en dags greenfee, fire retters middag, overnatning i dobbeltværelse og morgenbuffet. Toftaholm Herrgård, SE-340 14 Lagan,tlf. 0046 0370 440 55, www.toftaholmherrgard.com Ni herregårdshoteller i Småland tilbyder golf-weekends - og weekendpakker i øvrigt. Flere oplysninger på Sveriges Rejse- og Turistråds hjemmeside www.sverige-info.dk

Lagan er en blanding mellem en parkbane og en skovbane - hvilket vil sige, at den selvfølgelig ligger i en skov, som er vel rigeligt friseret af hensyn til golfbanen, og så er der tilføjet en del små vandhuller og kanaler. Til gengæld er det ikke lykkedes at dræne vandet fra sensommerens kraftige rengskyl helt væk fra fairways.

Vi spiller altså hul 10 på vej væk fra klubhuset, og for enden af hul 11 ligger såmænd motorvejen. For at nå hul 12 på den anden side skal man først tilbagelægge omkring en halv kilometer langs autoværnet, inden stien føres gennem viadukten til hul 12.

Vest for E4 ligger fem ret spændende huller, og herfra er der også udsigt til de ni nyanlagte huller, som tages i brug i 2002; de ser endnu bedre ud med meget vand i spil og svære indgange til greens på halvøer mellem søer og kanaler. Omgivelserne virker trods træer og buske endnu en smule »nøgne«, men ting tager jo tid.

Tilbage til nutiden: Efter det lange 16. hul med små, strategisk placerede vandhuller går det tilbage under motorvejen - og endnu en lang gåtur forbi teesteder, der ikke tilhører hul 17. Tilsammen får man altså en ekstra kilometers gåtur på grund af en mærkværdig hulrækkefølge. Til gengæld er hullerne ikke forfærdelig lange, og banen vil i det hele taget tiltale de fleste motionsspillere.

Så snart man kommer væk fra motorvejen - og særligt i dalsænkningen omkring klubhuset og de første og sidste huller - er her smukt og fredeligt. Og billigt at spille. Efter 15/10 falder greenfee fra 220 sv. kr. til 160 for en hel dag.

Men efter tre skønne dage i Småland er der ingen vej uden om: Vi må tilbage på E4 og sætte kurs mod Helsingborg. Færgen venter ikke. Til gengæld sejler den hele tiden.