Lagt på www.berlingske.dk den 27. oktober 2001
Lavpriser med fly til ni byer i USA
British Airways udbyder som et resultat af krisen i luftfarten en stribe lavpris-billetter med reduktion til hele verden, men især til USA er der gavebod til forbrugerne frem til midt i december.
Af Ejvind Olesen
British Airways sætter nu tusindvis af flybilletter billigt til salg i oktober, november og frem til midt i december, når juletrafikken begynder. Frem til 15. november er der på det nærmeste frit valg på hylderne. New York svigtes af mange for tiden, men hos BA koster en returbillet, varighed mindst fire dage, 2.553 kr. retur fra København på turistklasse via London. Heraf er ca. 500 kr. skatter og afgifter og 150 kr. provision til bureauerne. Tilbage er ca. 1.900 kr. til flyselskabet. Besparelsen er 56 procent.Til San Francisco koster samme billet 3.396 kr., en besparesle på 59 procent i forhold til normalen for årstiden. Miami koster 3.233 kr. retur. Da krydstogter med de helt store skibe fra Miami i samme periode er nede i ca. 5.000 kr. (under halv pris) åbner der sig mange muligheder for de hurtige. I alt hat BA ni amerikanske byer på udsalgslisten, men også Sydamerika er med. Returbillet til Rio for 4.290 kr. er noget af et fund. Rekorden står Seychellerne for. Det er småt med turister til fugleøen for tiden. Derfor nedsætter briterne prisen til 3.991 kr., eller en nedsættelse på 62 procent. Europa er med i mere behersket omfang, men en returbillet til Rom for 1.741 skal nok give alvorlig panderynken hos konkurrenterne, hvor SAS allerede i går eftermiddag gik i tænkeboksen.
|