Et af de mere uberegnelige elementer i dansk politik, nemlig Centrum-Demokraterne, har endnu en gang besluttet sig for at erklære sin borgerlighed. Det skete på et gruppemøde torsdag, og i sig selv er det jo ret opsigtsvækkende, at et parti den ene gang efter den anden er nødt til at fremhæve sin borgerlige orientering.

Men i Centrum-Demokraternes tilfælde er det nødvendigt. Partiet stepper fra side til side og lander langtfra altid på højre ben. Gårsdagens melding fra CD er endnu en opvisning i stepdansens varianter. CD vil godt nok pege på Anders Fogh Rasmussen som forhandlingsleder, men begrænset til et bundet mandat om at stile efter en firkløverregering bestående af CD, Kristeligt Folkeparti, de Konservative og Venstre.

En opgave, som CD yderligere har vanskeliggjort ved at supplere med fem ufravigelige betingelser, der skal efterleves af en borgerlig regering. Bl.a. krav om ikke at stramme udlændingepolitikken eller røre ved ulandsbistanden. Det er fordringer, Anders Fogh Rasmussen dårligt kan indfri, selv om firkløverpartierne får rent flertal, medmindre Fogh Rasmussen altså vil svigte egne valgløfter. Og hvorfor skulle han det, når valget i høj grad drejer sig om troværdighed?

Vi har tidligere set, hvordan CD har administreret sin borgerlighed ved i 1993 at gå ind i Poul Nyrup Rasmussens regering og tilmed bryde sit princip om at insistere på det brede samarbejde hen over midten. CD lagde således de afgørende stemmer til vidtgående love som skattereformen i 1993, der blev gennemtrumfet med et enkelt mandats flertal. Og CD har tilmed samarbejdet tæt med SF, skønt CDs primære argument for at gå med i en socialdemokratisk regering var, at man for enhver pris ville holde SF væk fra indflydelse.

For et år siden tiltrådte Mimi Jakobsen som generalsekretær for Red Barnet. Da hun i maj af partifæller blev kritiseret for, at hendes dobbeltrolle som partileder og generalsekretær gjorde hende for usynlig i Folketinget, undskyldte hun sig med, at der jo intet skete på Christiansborg. Det var, sagde hun, som en stepdans foran dametoilettet, mens alle venter på valget. Nu er valget udskrevet og stepdansen slut. Dog ikke i CD hvor man endnu ikke rigtig ved, hvilket ben man med størst fordel kan stå på.

Skjult partistøtte

Hvis de borgerlige partier synes, at de mangler et tema i valgkampen, som er helt deres eget – og som vil bryde med den tværpolitiske, men temmelig forventelige enighed om, at terrorisme skal bekæmpes og velfærdssamfundet bevares – så har de nu fået foræret et slagkraftigt emne af DR-programmet Rapporten. Programmet kunne fortælle, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen og hans parti ikke nøjes med årligt at modtage den støtte fra LO, som officielt fremgår af partiregnskaberne. Næ, partiet får oveni et skjult og ifølge programmets indkaldte juraeksperter ulovligt tilskud på – ifølge udsendelsen – omkring syv millioner kroner årligt.

Den usædvanligt veldokumenterede udsendelses afsløring druknede nok i nogen grad i valgets udskrivelse samme dag. Det er synd. For der er efter alt at dømme tale om en sag så ubehagelig, at det vil være en skandale i skandalen, hvis ingen mander sig op til at inddrage den i valgkampen.

Forholdet er, at LO ved siden af sine officielle pengegaver til det parti, som hundredtusinder af LO-medlemmer ikke kunne drømme om at stemme på, via et diskret og udadtil nærmest anonymt fagligt-politisk sekretariat har kanaliseret yderligere en pæn håndfuld millioner kroner årligt over i partirene socialdemokratiske aktiviteter. Formelt er der selvfølgelig tale om faglige aktiviteter, men de pjecer, kurser, faglige netværk osv., som pengene går til, er så udtrykkeligt beregnede på at styrke og støtte Socialdemokratiet, at der er tale om klokkeklar partistøtte, som dermed ifølge loven skulle figurere i partiregnskabet, hvad den ikke gør. Et regnskab, som blandt andre også er underskrevet af partiformand Rasmussen.

Så her er altså et tema, der berører tusinder af vælgeres privatøkonomi, nemlig LO-medlemmer, som aldrig har haft mulighed for at framelde sig en støtte, der foregår i det skjulte. Som altså muligvis er direkte ulovlig. Og som i hvert fald udstyrer den statsminister, der gerne vil fortsætte efter den 20. november, med et moralsk problem, der kræver en forklaring af de bedre.