Måske har finansminister Thor Pedersen (V) været den mest lettede mand, da Poul Nyrup Rasmussen pludseligt meddelte sin afgang som socialdemokratisk partiformand. På et øjeblik skiftede scenen. Fokus flyttede fra finansministerens ejendomsforhold til det socialdemokratiske kaos. Medierne sendte deres journalistiske elitetropper efter oppositionens kommende frontfigur, Mogens Lykketoft, og afmonterede den belejring af Thor Pedersen, som ellers var sat i scene.

Det store spørgsmål er, om det i længden redder Thor Pedersens politiske karriere. Indtil videre vil støttepartiet Dansk Folkeparti ikke tage parlamentariske konsekvenser af finansministerens overfladiske forhold til bopælspligten, den i øvrigt lovlige brug af EU-reglerne om hektarstøtte og en pressechefs fejlagtige oplysninger til medierne. Gruppeformand Kristian Thulesen-Dahl har meddelt, at partiet ikke på det foreliggende grundlag vil støtte en mistillidsdagsorden.

Kommer der ikke nye oplysninger frem i bopælssagen eller belastende detaljer omkring forretningsaftaler mellem Thor Pedersen og den mangeårige ven, Peter Brixtofte, i forbindelse med den retslige oprulning af Farum-skandalen, vil finansministeren ikke blive væltet. Men det er bestemt ikke det samme, som at han er finansminister om et halvt år.

Sagen må skabe vrede og irritation hos statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvis parti har oplevet ikke mindre end tre ubehagelige personsager. Først afdækningen af Brixtoftes eskapader, dernæst Anders Møllers dumheder og sidst den mest afgørende ministers bjergsomhed og lemfældige omgang med loven.

Fogh har blandt andet profiteret af Nyrups løftebrud omkring efterløn, arbejdsmarkedsreform og pinsepakke. Og netop, fordi den nuværende statsminister profilerer sig på sin troværdighed i forhold sin forgænger, har han vanskeligt ved at leve med moralsk orkan omkring sine topministre.

Derfor må en ny finansminister indgå i Foghs overvejelser, når han i forbindelse med den rokade - stor eller lille - som skal komme, fordi Bertel Haarders specialopgave som Europaminister forsvinder med EU-formandskabet til nytår.

Haarder vil fra januar kun være minister for udlændingeloven, og med al respekt for det emne, der optager en stor del vælgerne så brændende, kan en voksen mand ikke få en hel arbejdsdag til at gå med det.

Tilmed er regeringens opfattelse, at integration af flygtninge og indvandrere sker bedst på arbejdsmarkedet. Det ville derfor være såre naturligt at lægge integrationspakkens forvaltning ind under beskæftigelsesministeren.

Og fra Foghs stol kunne rokaden derfor se ganske snild ud. Exit Thor, væbneren og succeshistorien Claus Hjort Frederiksen over i Finansministeriet og Haarder som ny minister for beskæftigelse og integration.

Ryger Thor Pedersen på politisk førtidspensionering, vil Fogh ikke få vrøvl med gruppe og bagland. Tværtimod er partiets landbrugsfløj rasende over hektarstøttesagen, og i forhold til folketingsgruppen og partiorgansationen er finansministeren en ensom rytter, der bevidst har valgt stærke alliancer fra.

Claus Hjort Frederiksen ville som finansminister have den store fordel, at han faktisk har skabt respekt om sin person - ikke mindst hos de ellers i forhold til regeringen lidt håndsky radikale.. Og selv om de Radikale ikke har parlamentarisk betydning for tiden, har deres holdning til centrale regeringspolitikere stor psykologisk værdi og styrker muligheden for, at regeringen kan få bredde i det politiske arbejde.

Nogle vil spørge: Hvorfor Hjort Frederiksen og ikke Lars Løkke Rasmussen som ny finansminister?

Det er der tre grunde til: Først og mest afgørende, fordi den ny sundhedsstruktur og den forestående kommunalreform skal være den nuværende indenrigs- og sundhedsministers svendebrev. Han har foreløbig gjort det rigtig godt, men nu skal prestigesagen om amterne, sygehusene og kommunestørrelserne føres til ende. For det andet, fordi en forfremmelse af Løkke, der endnu ikke er 40 år, ville betyde et reelt valg af kronprins (han er i forvejen næstformand). Den afgørelse vil Fogh nok udskyde lidt. Hjort Frederiksen er jævnaldrende med Fogh og dermed ikke særligt egnet som kronprins. Og for det tredje, fordi Fogh måske ikke på det personlige plan svinger sammen med den folkelige sundhedsminister.

Derudover vil en række ministre selvfølgelig altid kunne komme i spil, når en statsminister lægger personkabaler.

Statsministerens opgave bliver at forny sin holdopstilling, så den kommer til at passe med de politiske indsatsområder, regeringen står for: Skat, beskæftigelse, fortsat integration, EU-afstemning og styrkelse af det brede samarbejde. Og det kan godt udløse en ministerrokade først i det nye år. Der er vægtige argumenter for det. Finansministeren er et af dem.