|
Lagt på www.berlingske.dk den 15. november 2001
Hele Nordens Viby
Biografi: Hun kunne ikke holde sammen på sin familie og afstod fra at være mor for sin datter, men Marguerite Viby kunne altid samle Norden, skriver Ebbe Mørk i sin ikke ganske elskværdige biografi.
Af Me Lund
»Marguerite Viby – Det var sjovt at være til« er titlen på den store og meget smukke biografi, som Politiken-journalisten Ebbe Mørk har skabt om et af dansk teaterhistories helt store navne. Og sådan, som han på sin letløbende måde beskriver hendes fantastiske karriere fra melodramatisk aktrice i barndomshjemmet på Amager til tilbedt lystspilstjerne i Danmark såvel som i vore nordiske broderlande, er der ingen tvivl om, at det en spændende periode af dansk kulturliv, der her har fundet sin vidende beretter.
Ebbe Mørk genfortæller Marguerite Vibys liv (1909-2001) med generøs brug af billedmaterialet fra scene, film og privatliv og efter samtaler med datteren Susse Wold og svigersønnen Bent Mejding samt med støtte fra de kortfattede dagbogsoptegnelser, som Marguerite Viby livet igennem opretholdt. Ad disse kanaler er han i stand til at følge den farverige karrieres lige så farverige fritid, der med fem officielle ægtemænd og en længere række mindre formaliserede affærer – bl.a. med den svenskfødte dronning Ingrids bror, prins Bertil - viser en moderne kvinde, der levede sit liv med fuldt drøn.En moderne kvinde, altså, men også en selvstændig kvinde? Det giver sig selv, at Marguerite Viby med sin position som en af landets – i hvert fald i perioder – bedst betalte kunstnere var i stand til at forsørge sig selv, og at hun derfor ikke i økonomisk henseende var afhængig af andre. Men sådan som Ebbe Mørk beskriver hende, har hun været ualmindelig uselvstændig i en lang række af livets forhold og mærkværdig uforberedt, når store beslutninger skulle træffes. I visse tilfælde – f.eks. i forbindelse med tilsagn til roller – lader hun sin mindreårige datter beslutte, og i andre lader hun dem bare beslutte sig selv ved simpelthen intet at foretage sig. Det skaber et sammensat billede af en stærk kunstnerisk vilje parret med en veg og afglidende personlighed. Og under den imponerende velresearchede beskrivelse af Marguerite Vibys karriere og roller ligger således den egentlige historie om mennesket Marguerite Viby. Om barnet, der kom uønsket til verden, og som livet igennem insisterede på at have det så skægt, at man aner en enorm ensomhed og en følelsesmæssig frostskade, som end ikke datteren Susse Wold får lov at tø op.Hun kom til gengæld ikke uønsket til verden, men det virker, som om hun var det i meget lange perioder i sin umodne mors liv – da datteren er på kostskole, noterer Marguerite Viby i sin dagbog, at det overraskende nok er weekend igen, og så spørger hun med henvisning til børnene på skolen: »Hvad mon de laver i weekenderne?« Det er også andre mennesker, kusiner, kolleger og venner, der sørger for, at der overhovedet er et hjem for pigen at komme hjem til. Alle disse mennesker »skaber hjemlig hygge med gule ærter og grønlangkål, som der fortæres imponerende mængder af i de år. Sikkert en betryggende afveksling fra de dobbeltbelagte rejemadder på Hotel D´Angleterre og den røde tatar i Palace Hotels bar.« Med isnende nedslag som dette nærmer Ebbe Mørk sig flere gange den ubehagelige sandhed om et menneske, der dels selv synes at have betalt en høj pris, dels har ladet andre gøre det samme for sin position som folkets forgudede skuespillerinde – en skuespillerinde, der dog aldrig blev lukket helt ind i de fornemme kunstneres selskab og aldrig modtog Henkel-Prisen. For mig kalder det på en mere indtrængende beskrivelse af den kvinde, Marguerite Viby var, når hun ikke gav den som teatrets champagneboblende primadonna. Til dette formål er hendes kortfattede dagbogsnotater ikke tilstrækkelige, og det tjener naturligvis Susse Wold til ære, at hun på trods af de følelser, som hun må nære til sin fraværende mor, ikke har villet delagtiggøre omverdenen i deres mere intime karakter. På den anden side savner bogen, når den nu beskæftiger sig med dette skisma, det nærtstående vidne, som med den rette blanding af kærlighed og kynisme kunne have løst gåden om Marguerite Viby og om det liv, der med djævlens vold og magt skulle være så sjovt.
|
