Hjælp    Sitemap Kontakt B.T.    Om B.T.    Annoncering    Abonnement  
Annonce fra Avisen
Australiere vil have Mary som dronning


  Australierne tager imod prins Charles på besøg, men de elsker ham ikke.Foto: Keld Navntoft

Fokusartikler


Værktøjer 



Af JANNE AAGAARD, AUSTRALIEN

BRISBANE: Australierne er trætte af det engelske kongehus. Nyt bryllup vækker forargelse. Efter årtiers kamp for at ændre Australiens status fra undersåt i det engelske monarki til en selvstændig republik med eget statsoverhoved, foreslår australske republikanere en ny kurs: at skifte det engelske kongehus ud med det danske.

Når den tidligere Mary Donaldson, nuværende kronprinsesse af Danmark, sætter foden på australsk jord for at indlede sit første officielle besøg i hjemlandet, bliver det samtidig med Prins Charles, der tilbringer sine sidste dage som enkemand på kontinentet.

Det forestående ægteskab mellem den engelske tronarving og hans elskerinde gennem tre årtier, den fraskilte Camilla Parker Bowles, har fået de australske republikanere op af stolene.


Efter endnu et annus horribilis i det engelske kongehus, senest med fotos af den unge Prins Harry iklædt nazi-uniform og nu det forestående bryllup i det engelske kongehus, flyver det med kritik og vrede bemærkninger i Marys hjemland.

Republikansk forslag

»Jeg synes, at det er på tide, at vi bytter de kongelige i England ud med prinssesse Mary fra Danmark. På den måde kan vi få en glimrende australsk kvinde til dronning, som ser godt ud med hat på,« foreslår den prominente australske republikaner og formand for det lovgivende råd i delstaten New South Wales, Meredith Burgmann.

Bemærkningen kom som en reaktion på annonceringen sent torsdag aften af giftemålet mellem Prins Charles og hans elskerinde. Interessen for kongelige er generelt ganske lille, især hos den yngre del af befolkningen viser flere undersøgelser foretaget af det nationale analyseinstitut.

»Australierne har aldrig for alvor elsket det engelske kongehus, som vi hører under. På mange måder ønsker australierne et klasseløst samfund og total løsrivelse fra alt engelsk,« har professor i politik Richard Herr fra Tasmaniens Universitet i Hobart tidligere fortalt B.T.

Pressen følger Mary

På trods af den lille begejstring for kongerøgelse, blev brylluppet mellem den danske kronprins og hans fagre brud set af over en million mennesker. I forhold til danske seertal virker det måske ikke storslået, men det var nok til at blive ugens mest sete program opnået af indvandrerkanalen SBS i et ellers hårdt presset ræs mellem mange kommercielle TV-stationer.

Samtidig er billedbladene for alvor begyndt at interessere sig for Mary, og det seneste royale besøg i New York fik flere forsider. Nogle royale kommentatorer sammenligner endda Mary med afdøde prinssese Diana og beskylder prinsesse Alexandra for at have været uvenligt mod hendes nye »konkurrent«.

Der bliver ganske sikkert krig på kniven mellem de mange dameblade om at komme nærmest på Australiens nye prinsesse. Men samtidig skal Mary og Frederik kæmpe imod selvsamme prins Charles, der af ukendte årsager har lagt sit officielle besøg samtidig med det danske kronprinsepar, nemlig fra den 28. february til den 5. marts.

Camilla Parker Bowles kommer sandsynligvis ikke med på statsbesøget, der bliver prins Charles' sidste dage som enkemand. Den engelske prins har været i Australien flere gange, ligesom hans to sønner har været på månedlange ophold her.

Det forestående ægteskab har øget kritikken af det skandaleramte engelske kongehus. Efter tre årtier med pinlige afsløringer af prins Charles og hans slet skjulte affære med Camilla Parker-Bowles, har dronningemoderen Elizabeth sagt ja til, at de to nu kan giftes på rådhuset og blive »et ærbart par«. Det sker uanset, at de engelske love og den officielle kirke Church of England ikke tillader giftemål mellem en fraskilt, hvis dennes tidligere ægtefælle stadig er i live.

Afledningsmanøvre

Republikanerne står i kø for at kritisere det engelske kongehus, og Burgmann pointerede i torsdags, at det britiske kongehus har nået et nyt lavpunkt ved at legitimere et borgerligt bryllup. Andre australske politikere er ude med riven, der i blandt den tidligere formand for den australske republikanske bevægelse, Greg Barnes. Han anklager kongehuset for at have iscenesat brylluppet for at aflede opmærksomheden på den nuværende krise:

»Vi er ligeglade. Det er blot to medlemmer af Englands priviligerede overklasse, der skal giftes. Det har ingen relevans for australierne.«

I Australien har op til flere folkeafstemninger bevist, at de flertallet af de 20 millioner indbyggere foretrækker tilhørsforholdet til den tidligere kolonimagt Storbritanien, fremfor en selvstændig stat. Senest i 1999 sagde et meget lille flertal af australierne nej til at blive en republik.

Om den seneste royale skandale har gavnet republikanernes sag står hen i det uvisse. Den konservative regering har intet ønske om at genåbne debatten om nationens selvstændighed:

»Jeg tror ikke, at det kommende ægteskab mellem de to kommer til at influere debatten omkring monarkiet. Det handler om to personers liv,« bemærkede premierminister John Howard, der håbede at lukke debatten ned.

Lagt på www.bt.dk den 15. februar 2005 kl. 10:08


 
 

Hjælp    Sitemap Til Toppen Kontakt B.T.    Om B.T.    Annoncering    Abonnement  
© 2003 B.T. – Kr. Bernikows Gade 6, DK–1006 København K Ophavsret    Personoplysninger