Fra Berlingske Tidende fredag den 28. september 2001

Ondskabens ring

Af Henrik List

Det så vi senest med den fremragende »Audition« og før det på årets NatFilm Festival, hvor titler som »The Ring«, »The Isle« og »Memento Mori« fik nakkehårene til at rejse sig. Festivalens publikumspris på 100.000 kroner gik således (fortjent) til den 40-årige japanske instruktør Hideo Nakatas »The Ring«, hvilket sikrede filmen regulær dansk biografdistribution via det lille importselskab Miracle.

De asiatiske gysere indeholder såmænd tit voldsscener endnu mere brutale og blodsprøjtende end dem, man ser fra Hollywood, og dertil en undertone af perverteret seksualitet som ville være utænkelig i det politisk korrekte Vesten. Men samtidig kendetegnes de af en mere psykologisk, underspillet og subtilt foruroligende stemning, ofte med okkulte elementer, der gør dem langt uhyggeligere end multiplex-metervarerne om maskerede galninge, der slagter sexede skolepiger.

»The Ring« er kun første titel i en trilogi af spillefilm, der er den mest populære inden for genren nogensinde i Japan, og efter at have set 1’eren kan man kun håbe på, at Miracle også henter de to næste til Danmark.

Filmen bygger på en bestsellerroman af Suzuki Koji - den asiatiske Stephen King - og tager udgangspunkt i en vandrehistorie om en forbandelse, der spredes igennem et videobånd. I åbningsscenen fortæller en skræmt skolepige sin veninde, at hun har set båndet sammen med tre venner under en udflugt, og kort efter bliver hun fundet død - med ansigtet fortrukket i et frygteligt, fastfrossent rædselsskrig.

Ligesom med kædebreve undgår man kun videoens forbandelse, hvis man indenfor en uge viser filmen til en anden - o.s.v. Da journalisten Reiko, den døde piges tante, begynder at grave i de mystiske dødsfald i vandrehistoriens kølvand, kommer hun selvfølgelig også selv til at se båndet, der - typisk for de arty, asiatiske gysere - nærmest minder om en surrealistisk kunstfilm fra 1920rne!

Reiko (Nanako Matsushima) har derfor en uge til at finde den skyldige bag denne onde ring af død og ulykke og får hjælp af sin synske eks-mand Ryuji (Hiroyuki Sanada), hvis clairvoyante flashbacks er blandt filmens flotteste og stærkeste scener.

Selv om vi kommer tilbage til fortiden i et skummelt plot om en psykolog, der udnyttede en okkult begavet kvinde og hendes datter - med en skandale til følge - er noget af det mest afgørende ved »The Ring« (og mange af tidens øvrige asiatiske gyserfilm), at de altid foregår i genkendelige hverdagskulisser, blottet for knirkende døre, gamle slotte eller vansirede seriemordere.

Uhyggen og ondskaben er så at sige blandt almindelige mennesker, imellem velpolerede Toyotaer og moderne rækkehuse, blanke fjernsynsskærme og legende børn, og »The Ring« er en fremragende, både anderledes og overraskende horrorfilm, så længe den holder sig dér. Da først de overnaturlige kræfter materialiserer sig og i bogstavelig forstand kravler ud af TV-apparaterne i den kitschede, overgearede slutning, går gassen af ballonen.

Men indtil da er filmen særdeles effektiv og bestemt uhyggelig nok til at fremkalde akutte paranoia-anfald ved synet af et tændt, knitrende fjernsyn i et mørkt rum!