Lagt på www.berlingske.dk den 16. november 2001 kl. 22:30.
Søndag aften, når den røde løber rulles ud foran Imperial biografen i København til gallapremieren på »Harry Potter og De Vises Sten«, er Danmark for alvor med på den internationale Harry Potter-bølge.
Filmen om den forældreløse Harry med de magiske evner får dansk premiere på fredag i 90 biografer landet over, og hos Nordisk Film Biografer, der har Harry Potter på plakaten i ni af sine 16 biografteatre, melder telefonsælgerne om usædvanlig stor travlhed:
»Der er næsten udsolgt til alle de første dages forestillinger, og vi får mange nye bestillinger hver dag,« fortæller Johan Vejleskov, telefonist hos Nordisk Film Biografers centrale billetbestilling »biobooking«.
I London var over en halv million biografbilletter allerede ekspederet gennem billetlugerne i forsalg før filmens britiske premiere i går. Dermed har den bebrillede troldmandslærling slået storfilmen »Pearl Harbor« af banen som den film, der har solgt mest i forsalg i Storbritannien, lød det fra britiske Movietickets.com, som betegnede salgstallet som »historisk«.
Slår »Titanic«I det hele taget tror mange i filmbranchen, at Potter-filmen kan overhale verdens største biografsucces, tåreperseren »Titanic«, der tjente 1,8 milliarder dollar på verdensbasis.
I USA forventes Potter-filmen at slå rekorden fra 1997, hvor »Jurassic Park II« tjente 72 millioner dollar ind allerede i åbningsweekenden. Spændte Potter-fans har kimet biograferne ned, og derfor har mange amerikanske biografer arrangeret ekstra midnatsvisninger af filmen, der fik premiere i 3.500 biografer i USA i går.
Amerikanske Chris Columbus (instruktør af bl.a. »Alene Hjemme«-filmene) har instrueret, mens alle skuespillerne - som ønsket af Harry Potter-bøgernes britiske »mor«, forfatteren J.K. Rowlings - er britiske.
Og filmen er ventet med spænding. Potter-bøgerne har solgt 120 millioner eksemplarer verden over og er oversat til 46 forskellige sprog.
»Forventningerne til filmen er meget høje,« lød det i denne uge fra Warner Brothers, der har produceret den 125 millioner dollar dyre film om Harry Potters indrullering på Hogwarts Troldmandsskole.
Warner Brothers hører under verdens største medievirksomhed AOL Time Warner, og mediegiganten sidder tungt på fænomenet Harry Potter.
Så det er sikkert realistisk, når Richard D. Parson, én cheferne i AOL Time Warner, udtaler til tidsskriftet The New Yorker, at »det her kan blive en større forretning end ’Star Wars’.«
AOL (America On Line) er USAs største internetudbyder og tilbyder via diverse links sine 31 millioner kunder masser af information om Harry Potter - f.eks. om køb af forskellige Potter-produkter, lige fra rygsække og computerspil til tandbørster, frimærker og legetøj.
Reklamer, konkurrencer og artikler om Potter-filmen fylder de glittede magasiner, som ejes af AOL Time Warner, bl.a. Time, People og Entertainment Weekly. Mens trailere for filmen vises på de store amerikanske kabel-TV-netværk, som også ejes af AOL Time Warner. Og så er der selvfølgelig filmens soundtrack, der udgives af Warner Music Group, der også hører hjemme i AOL Time Warner-familien.
Massiv investering
I alt vil AOL Time Warners 137 millioner amerikanske kunder - og alle os andre - få meget svært at komme udenom drengen på kosteskaftet.
Herhjemme distribueres og markedsføres filmen af selskabet Sandrew-Metronome som led i en særlig distributionsaftale med Warner Brothers-gruppen.
Sandrew-Metronomes direktør Loke Havn vil ikke ud med, hvor stort filmens danske marketingsbudget er: »Men det er en massiv filminvestering. Den ligger i den tunge ende,« siger han.
Og selv om Harry Potter længe har været stor i Danmark, så er den kejtede nørd tilsyneladende alle vegne lige nu - ikke bare i boghandlere, biografreklamer, TV-trailere og plakatkampagner, men også i Fætter BR, i stormagasinerne og selv på landets apoteker, hvor der for tiden fristes med Harry Potter-plaster.
Nogle producenter har fået licens af rettighedshaverne til at bruge Harry Potters navn og univers, andre har ikke. Selv har Warner Brothers erklæret, at selskabet forsøger at kontrollere, at markedet ikke oversvømmes med Potter-tingel-tangel. Og det er klogt ud fra et kommercielt synspunkt. Vi skulle nødig blive trætte af Harry-merchandise. For det store filmeventyr er kun lige begyndt. Optagelserne til Potter-film nummer to (ud af i alt planlagte syv) er allerede i gang.
»Harry Potter og Hemmelighedens Kammer« forventes at nå biograferne næste år ved samme tid. Belejligt tæt på julehandlen.