Det var en af de sidste dage i juni, klokken var otte om morgenen. I den stille morgen havde Solen allerede varmet brisen fra Vesterhavet op til 20 grader. Over mig underholdt mængder af lærker, omkring mig sad flokke af stære.

Jeg var Palle alene i verden, ikke en sjæl havde jeg mødt på min vej gennem klitterne med lyng og marehalm. Bortset fra lærkerne, stærene, haren og de to rådyr, der nippede rundt i vådområderne.

Jeg var nået til 6. hul på banen dybt inde i klitterne, og var nærmest lykkelig denne tidlige morgen. Om et par timer ville golfbanen myldre med turister med hang til golf, men sådan en start ved syv-tiden serverer herlighederne helt jomfrueligt.

Ved udslagsstedet til 6. hul, placeret på en klittop - som en række af tee-stederne i øvrigt - er en fabelagtig udsigt over Fanøs bølgende klitlandskab. Ikke et ærligt træ i sigte, uendeligt højt til loftet og Vesterhavets friske luft lige i smasken.

Hvorfor er det nu lige at banen hedder en linksbane? Jo, efter skotsk forbillede er den placeret tæt ved havet i denne særlige landskabstype med bølgende klitter og sandet jord, der kun giver vækster som f.eks. marehalm og lyng mulighed for at gro.

Banens huller følger simpelthen landskabet mest muligt, hvor dalene mellem klitterne er fairways og klitterne selv er roughen. Mange greens ligger blindt - også efter inspiration fra skotterne. Man skal altså knalde kuglen over klitterne uden at kunne se målet, guidet af en pind på en klittop.

Inden man gør forsøget, så tjek endelig om stopsignalet på en lang stang bag klitten er hejst. Det betyder at andre spillere har hejst signalet og altså befinder sig i klitten ved green. Når man har spillet banen et par gange kan stopskiltene bruges som afstands- og sigtemål.

Golf på Fanø er helt forskellig fra golf på alle andre danske baner, og i golfernes verden er der to lejre: Der er dem der elsker denne naturens bane, hvor held og uheld er vigtige medspillere. Og der er dem der hader den, fordi den er for uforudsigelig og uberegnelig.

Jeg synes den er spændende og skæg. Den er ikke lang, kun godt 5.000 meter, men fairways er smalle, og man skal slå meget præcise slag for at nå dem, især dem inde bag klitterne. Glem bare driveren (det er let for mig, for mine driverslag ender som regel 50 meter til venstre for tee-stedet) - men husk de gode jernslag. Det er lækkert at følge golfkuglen med kurs gennem marehalm og lyng for at se den lande midt i græsset, hvor fårene tidligere gik og guflede.

Men selv her er man ikke sikker. Bolden kan gøre et gevaldigt hop fremad, til højre eller til venstre ud i de høje klitter, hvor det høje, bugtende græs hviskende tager imod og knuger kuglen til sig. Uretfærdigt, siger nogle, slaget var jo godt, retfærdigt, siger andre, held og uheld skal være en del af golfspillet.

Med næsen i klitten, på udkig efter bolden, tager man sig frem i det smukke landskab, som de har gjort i 100 år. Kunne klitterne tale, kunne de fortælle mangen en røverhistorie om spillet med den lille runde kugle.

Banen her på Fanø er også speciel derved, at det ikke er en golfklub, der ejer den. Det har altid været Fanø Vesterhavsbad, oprindelig grundlagt i slutningen af 1800-tallet under navnet Fanø Nordsøbad, der har ejet og drevet banen.

Dengang i starten var det tysk kapital, der satte eventyret med badehoteller på Fanø i gang. Adelen og borgerskabet havde penge mellem hænderne, lægerne fastslog at salte havbade og frisk luft var sundt, så hvad var mere naturligt end at lade opføre en stribe store badehoteller i klitterne ved Fanøs enorme strand mod Vesterhavet.

Golfbanen, de første ni huller, kom til i 1901, og allerede her blev det første mesterskab spillet, nemlig »International Golf Championship of Denmark«, der var format over det.

Mesterskabet blev vundet af Agnes von Kapff. Hun hjemførte pokalen til Bremen. Da hun døde i 1933, overdrog familien pokalen til Bremer Golf Club zur Vahr, hvor den siden har stået.

Men nu er den på vej hjem til Fanø i 100-året. Fanø-golferen Lennart Feddersen så den tilfældigt en dag i 1989, og utallige samtaler med golf-venner i den tyske klub i de følgende år har altså båret frugt: Pokalen vender hjem til Fanø 100 år efter.

Det var især i tiden inden Anden Verdenskrig, at badestedet havde sin storhedstid. Under krigen blev badet lukket og hotellerne brugt til indkvartering af tyske soldater. Fanø var vigtig for tyskernes atlant-vold og øen blev spækket med bunkers og forsvarsværker.

Efter krigen var løbet kørt for badesteder af denne karakter med gamle og nedslidte hoteller. Folk søgte nu udenlands på ferie.

Men golfbanen overlevede krigen, og de kendte Fanø-matcher kunne genoptages i 1946. Allerede i 1930 blev golfbanen udvidet med ni nye huller i klitterne og var dermed en »rigtig« 18-hullers golfbane.

Denne og mange andre historier om badestedet og golfbanen kan i øvrigt læses i festskiftet »Fanø Golf Links - 100 år«, der bringer artikler af en række af de mennesker, der har været involveret i bane og badested. Det er sjov kultur- og golfhistorie, skriftet kan købes i golfklubben.

Forbi er tiden, hvor der ved hvert tee-sted stod en kasse med sand og vand, så man selv kunne bygge sit eget udslagssted, forbi er tiden, hvor Fanø-drengene gik caddy for ferie-golferne om dagen, rensede deres grej i en gammel sporvogn om eftermiddagen og selv spillede banen om aftenen.

Forbi er for længst tiden hvor tank-spærringer fyldte klitterne og de tyske soldater dyrkede kartofler på fairways. Men der er stadig nogle af de gamle Fanø-drenge tilbage, som kan drive over volden på 1. hul. Den vold, som egentlig blev anlagt for at badegæsterne kunne gå tørskoede fra stranden over klit-dalen til hotellet.

Alt det kan man passende tænke på, mens man er på vej fra de øde klitter og nærmer sig 18. hul og klubhuset. Her dukker igen sommerhuse, Fanø Vesterhavsbad, de gamle Fanø-huse og det spritnye klubhus i gammel Fanø-stil op. Her på 18. hul kan man også være heldig. Jeg fulgtes en dag med ejendomsmægleren fra Esbjerg, der kender banen ud og ind efter mange ophold på Fanø. Hans 2.slag ind til green havde en uheldig retning og susede direkte mod det høje græs til venstre. Bump, sagde kuglen og hoppede til højre ind på green og mægleren lavede en birdie. »Lokalkendskab«, grinede han.

En sidste finurlighed ved Fanø-golfen skal nævnes: Der er frit drop, hvis golfkuglen havner i et kanin-hul - og det er der ganske stor risiko for. Fanø vrimler med vilde kaniner, der graver alle vegne. Så uden at ville det sidder Gnags gamle ørehænger pludselig i hovedet igen på vej ind til fadøllen: "Vi er de vilde kaniner, med meget lange ører." Den blev i hovedet i dagevis.